Juleaften står for døren, og jeg glæder mig til igen at opleve de få, men magiske timer, der kun passerer på netop denne aften. Her mener jeg ikke bare de timer, hvor DøgnNetto holder lukket, og busserne holder stille, eller det øjeblik, hvor hele elnettet lige giver et hop, fordi alle tænder for deres ovn samtidig.

Nej, jeg tænker på det herlige øjeblik, hvor man træder ind i en fyldt dansk kirke.

Propfyldt. Luk dørene-fyldt. Asen og masen-fyldt. Som i ægte kristen stemning flyt-dig-her-skal-resten-af-min-pukkelryggede-familie-altså-sidde-smut-med-dig-fyldt.

For bare få uger siden var det intet problem at finde en plads.

Der har nærmest ikke været andet end plads, de gange jeg har været til gudstjeneste uden for juledagene. Her har den typiske menighed kun bestået af oldgamle mennesker, nogle enkelte surmulende teenagere – der kun er der pga. konfirmationsforberedelse – og de fem-seks kammermusikentusiaster fra det lokale konservatorium, der gør det ud for kirkekoret.

Det hænder, at der også dukker et par turister op, hvis altså kirken ligger i centrum eller er designet af Jørn Utzon.

Børnegudstjenesterne kan også trække flere folk til en gang imellem. Men det bliver sjældent til mere end 10-15 familier ekstra med rastløse børn, der kun kan sidde stille, fordi præsten har lokket sin kæreste til at spille Jesus med et falsk skæg og et lagen over skulderen.

En sjælden gang ser jeg også hipsterne dukke op lokket til af jazztoner fra en kontrabas og et løfte om økologiske speltoblater til nadveren.

En ting er sikkert: De danske folkekirker er sjældent mere end halvt fyldte, medmindre der er dåb, bryllup eller begravelse.

Men juleaften. Da pyntes der op med grangrene og levende lys, der synges hymner, og folk står op, fordi der ikke er plads til andet. Det er den Danske Folkekirkes Superbowl. For en kort stund – som regel under eftermiddags- og aftengudstjenesten – er kristendommen igen omdrejningspunktet for den danske kultur.

Folkekirken forvirrer udlændinge. Jeg mødte engang en egyptisk kristen, der havde glædet sig sådan til at flytte hertil efter at være vokset op som en minoritet i et primært muslimsk land. Han blev dog slemt skuffet, da han ankom og fandt ud af, at ingen var sådan rigtigt religiøse.

Der er jo et kæmpe kors i det danske flag, men ingen taler nogensinde om tro eller citerer Bibelen for at forklare deres handlinger.

Samtidig har I en vis forkærlighed for amerikansk gospelmusik. Man skal i hvert fald ikke lede længe for at finde både amatør- og semiprofessionelle gospelkor. I danskere har det med at blive revet med af energien og glæden i gospeltraditionen og fællesskabet i at synge sammen. Jeg anbefaler faktisk ofte udlændinge at opsøge gospelkor, fordi det er et godt sted at møde danskere og skabe venskaber.

Til gengæld ryster I også på hovedet ad amerikanernes andre tilgange til religion. Og ja, jeg giver jer ret i, at det nogle gange er til at grine ad. Jeg ryster også på hovedet, når en football-stjerne lige skal pege op på skyerne efter et touchdown – tak for hjælpen, Gud!

Jeg tænker, at Gud også ryster på hovedet, når diverse country- og r'n'b-stjerner i diamantbesat glittertøj takker Ham for en lang og indbringende sangkarriere.

Men 'bibelbæltet' er ikke så bibelsk anlagt, som det engang var.

En lind strøm af immigranter har bragt en masse forskellige fortolkninger af kristendommen med sig sammen med islam, hinduisme og sikhisme. Nu kan man endda finde kirker, der henvender sig specifikt til LGBTQ+-samfundet, og megakirker, der samler tusinder af tilhængere på store stadioner til rockkoncerter og laserlys – vanvittigt. Religion er stadig en stor ting i USA.

Ja, faktisk i hele verden fra Afrika til Indien til Latinamerika. På det punkt er det i virkeligheden Europa, som stikker ud som det mindst religiøse kontinent.

Og Danmark bliver ofte nævnt som et af de mindst religiøse lande i hele verden.

Men I elsker traditioner og familiebegivenheder, og det er i virkeligheden det, julegudstjenesten går ud på. Glædelig jul!