Økonomiaftalen 2023 – indrømmet, det er ikke det mest ophidsende, man kan finde på at beskæftige sig med.
Til gengæld er det vigtigt.
Onsdag blev Kommunernes Landsforening og regeringen med finansminister Nikolaj Wammen (S) i spidsen langt om længe enige om det, der af flere er blevet kaldt en 'yderst stram' aftale om kommunernes økonomi.
»Det vil kunne mærkes på vores fælles velfærd,« lød det efterfølgende fra KLs formand, borgmester i Kalundborg, Martin Damm (V), som allerede først på ugen opfordrede regeringen til selv at fortælle danskerne, at aftalen vil komme til at betyde forringelser.
Finansministeren derimod kalder aftalen 'ansvarlig', og afviser, at den skulle være lig med velfærdsforringelser.
»Vi leverer på vores løfte om, at pengene følger med, når vi heldigvis bliver flere børn og ældre i de kommende år,« lød det fra Nikolaj Wammen (S).
Træt allerede?
Hvis ja – er det såmænd forståeligt, for den leg er meget lidt spændende at være vidne til.
Når alt kommer til alt, så er der – hvis ellers borgmestrene i de store bykommuner formår at kigge fordomsfrit på deres organisationer – masser af udgifter, som i den grad er 'nice to have', og som i virkeligheden er udtryk for, at systemet i høj grad er fokuseret på sig selv.
Udgifter, som man for længst burde have forholdt sig kritisk til – og i øvrigt også udgifter, som man ikke i sin vildeste fantasi kunne finde på at tage på sig i de af landets kommuner, som reelt er og meget længe har været økonomisk trængt.
Det kunne være Omsorgs- og Sundhedsforvaltningen i København, der – som B.T. fortalte i januar – over to valgperioder har fyret mere end 7 millioner kroner af på oplysningskampagner.
Byrådspolitikerne i Odense, som på valgnatten pludselig 'udvidede kagen' ved at fyre et endnu ukendt antal millioner af på oprettelsen af to nye forvaltninger med dertil hørende betalte politiske poster, højt lønnede direktører og kommunikationsfolk.
Nu vi er ved det – så lader storbykommunerne i det hele taget til at være blevet så vant til de horder af kommunikationsmedarbejdere, som er på lønningslisterne, at de end ikke overvejer, om det reelt var en mulighed, at pengene kunne skabe større værdi derude i ældreplejen, børnehaverne eller skolerne.
Der var også de 145.000 kroner, som Aarhus Kommune betalte et rekrutteringsbureau for at finde en ny stadsdirektør – eller den halvanden million kroner, som B.T. sidste efterår kunne fortælle, at Aalborg Kommune havde brugt på at deltage i en ejendoms- og investormesse i Cannes.
Listen kan nemt fortsættes, men ikke sluttes uden denne uges historie fra DR om, hvordan de fem kommunaldirektører, som blev fyret sidste år, alligevel tog i alt 19 millioner kommunale skattekroner med sig ud af døren.
Penge, som immervæk kunne have finansieret en del ekstra pædagoger eller sosu'er.
Med andre ord fylder 'nice to have' efterhånden så meget i kommuner som København, Aalborg, Aarhus og Odense, at en 'yderst stram' økonomiaftale måske er decideret nødvendig.
For mens danskerne lige nu er optagede af, hvad der kan skæres fra for at få husholdningsbudgettet til at række i en inflationstid, så lader det kommunale system i landets store byer stadig til at være optaget af sig selv og af at sikre, at den kommunale top har så mange skattekroner som muligt at boltre sig for.
Men det er nu magthaverne bør lære af danskerne.
