Det er tilsyneladende en dyr opgave, når selskabet Genitor skal hjælpe Aarhus Kommune med at rekruttere byens nye stadsdirektør.

I hvert fald viser tal, som B.T. har fået indsigt i, at beløbet lyder på 145.000 kroner eksklusiv moms.

Og hertil skal der tilføjes, at der kan komme yderligere udgifter til Genitor i relation til annoncering af stillingen, oplyser pressekonsulent hos Aarhus Kommune Lars Petersen.

Og det er ifølge byrådspolitiker Jakob Søgaard Clausen (DF) en alt for høj pris at betale.

»Jeg synes, det er et stort beløb. Når det handler om bureaukrati, er det, som om der ingen grænse er for, hvor mange penge vi kan finde. Det synes jeg er betænkeligt,« siger han.

Han fortæller, at det selvfølgelig kræver noget at finde en god leder til en af de højeste poster i kommunen, men det mener han ikke, Aarhus Kommune har brug for Genitor til.

»Vi har i byrådet besluttet at reducere udgifterne til eksterne konsulenter for at gøre flere ting internt. Det ville jo være oplagt og give mening at gøre her. Vi er vant til at ansætte dygtige folk i kommunen – det gør vi faktisk hver dag hele tiden. Så det kan vi godt finde ud af at gøre internt, og jeg er sikker på, de rette kandidater også ville melde sig, hvis vi stod for processen,« siger Jakob Søgaard Clausen.

Det er hans byrådskollega Metin Lindved Aydin (RV) dog ikke enig med ham i.

»Jeg ved ikke, om det er dyrt, eller om det er billigt. Men beløbet er sådan set også fuldstændig ligegyldigt for at skaffe så vigtig en ressourceperson. For mange mennesker er 145.000 kroner mange penge, men det betyder virkelig ingenting i forhold til de summer, kommunen håndterer hver eneste dag. Hvis vi finder den rigtige person, så er det beløb helt på sin plads,« siger han.

Lars Petersen, pressekonsulent ved Aarhus Kommune, fortæller, at det er almindelig procedure at hyre et rekrutteringsfirma til at besætte topposter i kommunen.

»Rekruttering af de rigtige medarbejdere – og ikke mindst topchefer – er helt afgørende for driften og udviklingen af enhver organisation, og det kan hurtigt blive dyrt at vælge forkert. Derfor er det helt standard i forbindelse med ansættelse af topchefer at knytte specialister til processen, der kan være med til både at screene markedet for mulige kandidater og de senere ansøgere, så Aarhus Kommune får det bedst mulige felt at vælge en ny stadsdirektør ud fra,« siger han.

Prisen dækker over nedenstående fem dele: rekrutteringsgrundlag, rekruttering, udvælgelse, introduktion og opstart samt opfølgning.