Der var sange, taler, flag og i det hele taget bare fest for alle pengene, da letbanen åbnede for en uge siden.

Ja, man fornemmede tydeligt, at der var lagt uanede mængder energi i åbningsdagen, og at byens politikere og andre med relation til eller interesse for letbanen havde glædet sig umådeligt til at få lov at prale af, at byens største infrastrukturprojekt nogensinde endelig kan tage imod passagerer.

Og selve letbanetoget blev i det hele taget italesat som odenseanernes nye slyngveninde.

»Letbanen i Odense er mit hjertebarn, så derfor er det helt fantastisk at komme og se letbanen og se, at det kan lade sig gøre at holde en fest for en letbane,« lød det blandt andet fra 85-årige Morten Engelbrecht, der som tidligere konsulent på letbaneprojektet var kommet hele vejen fra København for at fejre dagen.

Det er da også de mange, som kun mærker gevinsterne ved letbanen, vel undt at glæde sig over åbningen.

For jo – rigtig mange har med dens åbning fået en foræring.

Men det er ikke alle!

Andre har måttet betale en høj pris menneskeligt eller økonomisk – eller begge dele – fordi deres interesser i form af ejendom eller behov for støjfri omgivelser i sidste ende måtte vige for skinnerne.

Blandt de 'ofre', som letbanen har på samvittigheden, er de mennesker, som har siddet i den anden ende af de 385 sager om ekspropriation, som letbanen har ført med sig.

De erhvervsdrivende, som har kæmpet for at holde skindet på næsen i de mange år, letbanebyggeriet har forhindret kunderne i at komme frem – blandt dem ostehandler, Ole Rath Petersen.

Hans butik lukkede i april efter 100 år i byen – ifølge indehaveren på grund af det omsætningstab, som fulgte med det omfattende anlægsarbejde med letbanen, og uden at han oplevede kommunen eller letbanen være villig til at påtage sig et medansvar.

»Det har ikke været en sund måde at leve på, og jeg har fået forhøjet blodtryk på grund af situationen,« sagde Ole Rath Petersen til B.T. om de omkostninger, det har haft for ham personligt.

Og endelig er der selvfølgelig dem, der bor langs letbanens skinner, og som føler sig så plaget af støj og vibrationer, at det går ud over livskvalitet og for nogle endda helbred.

Deres skæbne ligger fortsat hen i det uvisse.

For kan det virkelig lade sig gøre at opfylde løftet om, at letbanen ikke behøver støje mere end en elbil?

Hvis ikke er der absolut ingenting at skåle for, for letbanens tætteste naboer.

Sandheden er jo, at hver eneste gang man bygger, flytter og anlægger i den her størrelsesorden, så tager man fra nogen og giver til andre. Ofte på en meget lidt ordentlig og hensynsfuld måde.

Netop det bør man holde sig for øje, hver eneste gang man som magthaver eller entusiastisk passager fremhæver det himmelske ved letbanen.

Den er nemlig 'himmelsk' for eksempelvis 85-årige Morten Engelbrecht fra København, som var rørt over letbanens premiere:

»Man får næsten tårer i øjnene, ik'?«

Men for andre er det helt andre tårer, som 'Rumlebæstet' – som det er blevet kaldt af naboerne – fremkalder i øjenkrogen.

Det skylder vi alle at have den dybeste respekt og forståelse for, når vi jubler over den første uges mange gratis letbaneture.

Gildet har langtfra været gratis for letbanens 'ofre'.