Arne Juhl var en stor del af det danske landskab på valgplakater og bannere under Socialdemokratiets valgkamp i 2019.

Han blev frontfigur for et af partiets helt centrale valgløfter:

Et valgløfte om en ny pensionsordning til de særligt nedslidte danskere.

Nu er udspillet endeligt kommet, og Arne har allerede meddelt sin arbejdsplads, bryggeriet Fuglsang i Sønderjylland, at han tager imod ordningen.

»Jeg tager den her ordning. Jeg stopper, når jeg bliver 64 år, og så går jeg tre år tidligere på pension end planlagt,« konkluderede den 60-årig bryggerimedarbejder, da han medvirkede i B.T. Live på Facebook.

Bliver forslaget til lov, er det muligt for danskere, der har arbejdet 44 år, at gå på pension tre år tidligere end planlagt. 42 år på arbejdsmarkedet udløser et år, og 43 år på arbejdsmarkedet udløser to år tidligere på pension.

Ordningen skal tilbyde tidligere pension, men den skal også agere som en erstatning for den gamle efterlønsordning, der blev ændret i 2011.

»Jeg betaler jo også stadigvæk til efterløn, men efterlønnen er blevet udhulet,« sagde Arne Juhl og forklarede nærmere:

Statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på pressemøde på Danish Crown i Horsens tirsdag den 18. august 2020. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på pressemøde på Danish Crown i Horsens tirsdag den 18. august 2020. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Som jeg har sagt hele tiden, hvis vi havde haft den gamle efterlønsordning, så var jeg jo gået fra mit arbejde 1. maj. I stedet for de 19.000 (som den gamle efterlønsordning giver om måneden før skat, red.), så er den nuværende efterløn nede på 12.000-13.000, derfor er jeg glad for den nye pensionsordning.«

Ifølge tal fra Finansministeriet vil Arne og resten af de 38.000, der forventes at få ret til ordningen, hvis den bliver vedtaget af Folketinget, stå til at få ca. 13.500 kr før skat.

Samtidig får de 38.000 muligheden for at arbejde og tjene 24.000 om året før skat. Alt dette er kun muligt, hvis de ikke har optjent over to millioner kroner til deres pension.

Selv om Arne gerne selv vil være en del af den nye ordning, så mener han dog, at den har sine mangler.

»Hvis du har gået i skole i 20 år og har været på arbejdsmarkedet i 40-45 år, så skal man også have 15 gode år, når du er færdig. Det har min holdning hele tiden været.«

'Nu er det Arnes tur' stod der på Socialdemokratiets valgplakater.
'Nu er det Arnes tur' stod der på Socialdemokratiets valgplakater.
Vis mere

I B.T. har den 53-årige sygeplejerske Birgit Johansen raset over, at udspillet umiddelbart udelukker for eksempel mange sygeplejersker, fordi deres uddannelsestid er for lang. Kun de ældste vil leve op til kriterierne om mindst 42 års arbejde.

Arne Juhl håber, at den endelige aftale også vil gælde for de sosu-assistenter og sygeplejersker, vi har i Danmark.

»De skal ikke være ringere stillet. De kan ikke gøre før, deres uddannelse tager længere tid end andres,« sagde Arne Juhl.

Arne Juhl har selv arbejdet, siden han var 16 år gammel, og han har indtil videre været 44 år på arbejdsmarkedet.

Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen, hilser på Arne efter hendes tale under Socialdemokratiets kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, lørdag 14. september 2019. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2019)
Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen, hilser på Arne efter hendes tale under Socialdemokratiets kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, lørdag 14. september 2019. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2019) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Der ikke lang tid til, at Arne kan komme på pension, og allerede nu er det fastlagt, hvad hverdagen bringer i pensionslivet.

»Jeg går på pension om tre et halvt år. Jeg har to hunde, som jeg elsker over alt, og så er jeg lige blevet bedstefar til en lille tøs, der hedder Tessa. Og så har vi jo vores camping liv, og så spiller jeg kort,« fortæller han med en varme i stemmen.

I de første år vil pensionsordningen samlet koste statskassen 2,6 milliarder kroner og vil stige til tre milliarder kroner i årene efter.