»Jeg synes simpelthen, det er noget svineri.«
Sådan lyder det fra den 53-årige sygeplejerske Birgit Johansen, som er en af de mange nedslidte danskere, som ikke ser ud til at blive en del af Mette Frederiksens løfte om tidligere pension.
Hver dag går Birgit Johansen på arbejde på Nordsjællands Hospital i Frederikssund med både leddegigt og slidgigt. Hun har arbejdet i over 23 år som sygeplejerske. De mange løft af ældre borgere og lange dage med meget stående arbejde har slidt hårdt på kroppen.
»Jeg har ondt hver dag – især i fødderne, hvor jeg har slidgigt. Hvis jeg skal vente med at gå på pension, til jeg bliver 69 år, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Det holder jeg simpelthen ikke til,« siger Birgit Johansen.

Ifølge B.T.s kilder lægger S-regeringen op til, at man senest skal være startet på arbejdsmarkedet som 19-årig for at få ret til tidligere pension. Det udelukker f.eks. sygeplejersker, fordi deres uddannelsestid er for lang.
Birgit Johansen kommer med sine foreløbige 23 år på arbejdsmarkedet aldrig til at kunne modtage den tidligere pension. Til gengæld kan personer, som har haft et langt arbejdsliv, men som slet ikke er nedslidte, trække sig op til tre år tidligere tilbage, fordi der er tale om en 'universel ret'.
»Det er helt til grin. Det er faktisk at tisse på alle danskere, som døjer med slid og smerter. Hvorfor skal en rask person kunne gå tidligere på pension?« siger Birgit Johansen og fortsætter:
»Jeg forstår ikke, at man bliver udelukket af ordningen, hvis man har brugt nogle år på at uddanne sig.«

I Gigtforeningen er man også ærgerlig over, at raske mennesker vil kunne gå tidligere på pension, hvis bare de er startet tidligt nok i arbejde.
»Det virker helt, helt forkert. Mange mennesker bliver allerede nedslidt i 50'erne. Men de skal altså se raske mennesker gå tidligt på pension. Det giver ikke mening,« siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.
Hun mener, at ordningen bør udformes, så kun nedslidte kan benytte den:
»Man bør målrette ordningen, så man skal vurderes af en læge for at få tidligere pension. Det vil være ret enkelt og slet ikke så besværligt, som politikerne får det til at lyde.«
Men vi har jo ordninger som fleksjob, førtidspension og seniorpension, som er målrettet de borgere, der bliver nedslidt tidligt?
»Ja, men det er ordninger, hvor man skal trækkes gennem ressourceforløb, praktikker og jobprøvning. Jeg havde håbet, at Mette Frederiksen ville hjælpe de nedslidte i stedet for at give en fortjenstmedalje til alle med mange år på arbejdsmarkedet,« siger Mette Bryde Lind.
I Gigtforeningen har man netop offentliggjort en YouGov-måling i Berlingske, hvor danskerne er blevet spurgt til Mette Frederiksens valgløfte om tidligere pension for nedslidte.
Her svarer 61 procent, at kun nedslidte personer bør være omfattet, mens 25 procent mener, at mange år på arbejdsmarkedet alene skal være kriteriet.
Tirsdag klokken 13 vil regeringen fremlægge det længe ventede udspil på et pressemøde på Danish Crown i Horsens.