Hvem skal have ret til tidligere pension? Er det håndværkeren, sygeplejersken eller kontorassistenten?

I over halvandet år har netop det spørgsmål været det måske debatterede i dansk politik.

Men tirsdag eftermiddag kom der endelig svar, da Mette Frederiksen og tre tunge S-ministre løftede sløret på et pressemøde på Danish Crown i Horsens.

»Vi er mange, som først er startet på arbejdsmarkedet midt i vores 20'ere. Vi skal nok klare at arbejde til pensionsalderen. Men der er en gruppe, som har slidt i hårde fysiske job i mange år, og de skal nu have en værdig tilbagetrækning,« sagde statsminister Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på pressemøde på Danish Crown i Horsens tirsdag den 18. august 2020. Regeringen præsenterer sit nye udspil: Ny ret til tidlig pension - værdig tilbagetrækning for alle.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på pressemøde på Danish Crown i Horsens tirsdag den 18. august 2020. Regeringen præsenterer sit nye udspil: Ny ret til tidlig pension - værdig tilbagetrækning for alle.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men det er kun en meget lille del af danskerne, som reelt kan trække sig tidligere tilbage. I 2022 vil 38.000 danskere være omfattet af ordningen, hvoraf regeringen kun forventer, at 22.000 vil benytte sig af den.

Men hvem er de 38.000 danskere så?

Først og fremmest er det danskere, som ikke har taget en lang uddannelse, men begyndte meget tidligt på arbejdsmarkedet. Hvis man vil trække sig tre år tidligere tilbage, skal man være startet med at arbejde som 17-årig.

Hvis man er startet med at arbejde som 18-årig eller 19-årig, kan man få henholdsvis to eller et års tidligere pension.

Statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på pressemøde på Danish Crown i Horsens tirsdag den 18. august 2020. Regeringen præsenterer sit nye udspil: Ny ret til tidlig pension - værdig tilbagetrækning for alle.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på pressemøde på Danish Crown i Horsens tirsdag den 18. august 2020. Regeringen præsenterer sit nye udspil: Ny ret til tidlig pension - værdig tilbagetrækning for alle.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det her er målrettet de slagteriarbejdere, sosu-ansatte og håndværkere, som ikke har siddet længe på skolebænken, men har arbejdet fra en ung alder. Det er et valg, vi har truffet med åbne øjne,« siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Udspillet tilgodeser helt bestemte faggrupper. 9 ud af 10 er enten faglærte eller ufaglærte. Særligt medlemmer fra NNF Fødevareforbundet som f.eks. slagteriarbejdere og 3Fs medlemmer bliver tilgodeset i udspillet.

Til gengæld er det ikke et krav, at man er nedslidt. Så længe man har været længe nok på arbejdsmarkedet, kan man trække sig tidligere tilbage og modtage 13.550 kr. før skat om måneden.

»Der er et sammenfald mellem dem, som har arbejdet i flest år, og dem, som er nedslidte. Så jeg føler ikke, at vi bare giver en fortjenstmedalje for mange års tro tjeneste på arbejdsmarkedet, men at vi derimod giver de nedslidte en ny ret til tidlig pension,« siger Peter Hummelgaard.

Ikke for de rige

På pressemødet gjorde S-toppen et stort nummer ud af, at den tidligere pension ikke skal ramme for skævt i forhold til køn. Så fordi kvinder generelt arbejder mere på deltid, tæller deltidsarbejde med, når man skal udregne sin tid på arbejdsmarkedet.

Det samme gør perioder på dagpenge, sygedagpenge, barsel og lærlingetid.

Til gengæld skal folk med høje lønninger eller en solid pensionsopsparing ikke regne få noget ud af den nye pensionsordning.

Det er i høj grad danskere, som tjener under 400.000 kr. om året, som får ret til tidligere pension.

Samtidig har S-regeringen tilføjet et benspænd for de velstillede danskere, som opfylder kravene til at få ret til tidligere pension.

Hvis man har en pensionsopsparing på over 2 mio. kr., vil man nemlig få en mindre ydelse. Det skal forhindre, at ordningen bliver brugt af folk, der har sparet godt op til alderdommen.

De kommende uger begynder Folketingets partier at forhandle om retten til tidligere pension.

På forhånd har både Dansk Folkeparti og De Konservative budt sig til – dog med modkrav indrømmelser på henholdsvis udlændingepolitikken og skattelettelser.