Befolkningens håb og drømme om progressive forandringer fik en spand økologisk gødning ved valget.

Er det ikke, som om solen stråler lidt mere, og at luften er blevet lidt friskere? Jeg trækker i hvert fald vejret friere og længere ned i lungerne. Der er sommer over Danmark, både på den ene og anden måde.

Den sociale uro er her stadig, og vi skal give den politisk retning mod mere fairness og lighed. Hvis vi ikke vågner, banker folk med høtyve på dørene en dag.

I den ene vægtskål har vi titusinder af fattige børn, utryghed om adgang til et godt liv som senior, nedslidning, et hullet dagpengesystem, social dumping og mange unge uden uddannelse, mens ensomme ældre sidder tilbage i deres eget skidt. Og så videre.

De får en lang næse i stedet for den indsats, der er brug for. I den anden skål er tårnhøje profitter i virksomhederne, de højeste indkomster der stikker af og overklassens flugt over plankeværket til skattely med pengekassen under armen. Den slags skaber uro og ubalance i samfundet.

Troen på retfærdighed, oplevelsen af tryghed og lige muligheder for alle er limen, som binder os sammen. Solidaritet er den stærke mørtel mellem samfundets mursten.

Ny regering og en ny retning for Danmark løfter os alle sammen, styrker sammenhængskraften og gør alle borgere stærkere.

Valget viser Danmark som et lyspunkt i en verden, hvor det yderste racistiske højre marcherer mange steder. Deres hadefulde, sorte, nationalistiske navlepilleri har vi set før i historien. Been there, done that. Aldrig mere, heller ikke kamufleret som groteske freak shows med afbrænding af koranen.

Nye Borgerlige overlevede med det yderste af neglene, men deres forvirrede projekt står forpjusket tilbage. Til gengæld blev Dansk Folkeparti pryglet, og samlet set står højrefløjen lammetævet tilbage. Valget kunne selvfølgelig være faldet endnu bedre ud, men der er ofte huller i en ost, og jeg koncentrerer mig om selve osten.

Det nye folketing er klart mere ost end huller.

Danskerne har også fået nok af liberalisternes junglelov, hvor topskattelettelser er svaret på ethvert spørgsmål. Liberal Alliance blev i stemmeboksene sprængt til småstykker, og deres overklasserene økonomiske tunnelsyn er blevet afvist til fordel for en stærkere centrum-venstrefløj.

Vælgerne satte fællesskab over egoisme, og tak for det. Store samfundsopgaver klarer vi faktisk bedst ved at række hinanden hånden i stedet for at stå alene. Mennesker er ikke øer.

Vi skal vise, at vi tør prioritere velfærdssamfundet og ikke tror en dyt på de liberalistiske lommefilosoffer. Penge fra toppen af samfundet skal bruges til at styrke fællesskabet, som eroderer i de her år. Det er indlysende, at det skal 'kunne betale sig at arbejde', men det må også være en af velfærdssamfundets grundpiller, at man skal kunne opretholde et godt liv, uanset ens sociale situation.

'De gule veste' i Frankrig er en advarsel til hele Europa. Hvis vi ikke vågner op og skaber et Europa for de mange og ikke de få, vil det blot være begyndelsen på et mere omfattende oprør.

Europas befolkning accepterer ikke, at deres vilkår bliver forringet, mens virksomhederne skovler penge ind og lever efter egne regler. Lige nu er det mest i Frankrig, men protesterne er alle steder i forskellige udgaver, bl.a. i Italien.

Valget satte Danmark på en mere rød og grøn kurs. Det er sommer!