Rasmus Seebach og Nicolai Seebachs forhold er ødelagt for altid.
Brødrene har ellers i mange år fulgtes ad i musikbranchen. Men nu er den tid slut - og Nicolai føler sig snydt, fortæller han til Se & Hør.
Overfor B.T. fastslår Rasmus Seebachs manager Nicolaj Bundesen, at Rasmus Seebach ikke vil kommentere sagen.
Det var tilbage i september, at det første gang kom frem, at brødrene Seebach havde stoppet deres musikalske samarbejde.
For få dage siden kunne det så også ses i det offentlige virksomhedsregister, at Rasmus Seebach havde købt sin bror ud af deres fælles musikfirma.
Nu påstår Nicolai Seebach tilmed, at Rasmus Seebach ville 'have alle pengene selv'.
Det har resulteret i, at brødrene ingen kontakt har, fortæller Nicolai Seebach nu til Se & Hør, og han vil heller ikke have noget at gøre med sin bror i fremtiden, understreger han.
Indtil den 2. februar ejede de selskabet Brdr. Seebach ApS, som de sammen har startet.

Nicolai Seebach ejede 35% af selskabet, men mener, at det var et undervældende tilbud, han fik for at afgive sin andel.
»At jeg har skullet kæmpe så meget for at få en lille bid af, hvad der helt retfærdigt er mit, er skuffende,« siger Nicolai Seebach til Se & Hør.
Han har ikke ønsket at oplyse, hvad forliget endte med.
Han har dog tidligere forlangt tre millioner for at blive købt ud, men han kan oplyse til Se & Hør, at det var et lavere beløb, han blev købt ud for.
B.T. har tidligere uden held forsøgt at få svar fra Rasmus Seebach på, hvorvidt den pludselige lønudbetaling på mere end 1,6 millioner kroner i virksomheden skulle bruges på at købe Nicolai Seebach ud.
Der var ellers gang i biksen, før brødrene gik hver til sit.
Som B.T. tidligere har skrevet, så kunne seneste årsregnskab vise fremgang med et overskud på mere end 2,6 millioner for musikselskabet.
Tommy Seebachs sønner startede Rasmus Seebachs karriere sammen, da de i 2009 lavede hittet 'Engel' sammen.

I årene efter er Rasmus Seebach blevet etableret som en af Danmarks største musiknavne, mens Nicolai Seebach har holdt sig mere i kulissen som producer og sangskriver.
Rollefordelingen har også betydet, at Rasmus Seebach angiveligt mener, at ‘han er den, som hiver pengene hjem’.
Derfor skulle båndet mellem de to brødre have været betændt, siden Rasmus Seebach sidste år bekræftede, at de havde stoppet deres parløb.
»Det er rigtigt, at min brors og mit samarbejde er ophørt. Alle, der kender mig, ved, at familie betyder alt for mig. Derfor er jeg rigtig ked af, at Nicolai og jeg ikke har kunnet finde en løsning sammen,« lød det da fra musikeren.
Brødrene deler dog stadig flere selskaber, såsom produktionsselskabet TOP NOTCH MUSIC I/S, holdingselskabet TOP NOTCH INVEST ApS, samt managementselskabet TOP NOTCH MANAGEMENT.
Men deres samarbejde om musikken - og deres tætte venskab - er blevet fortid.
Den kolde luft mellem brødrene har deres mangeårige nabo og ven af familien, Gertrud Campeotto, også tidligere bekræftet overfor B.T.
»Men det er jo, hvad der sker i de bedste familier,« forklarede hun og understregede, at hun håbede, Rasmus og Nicolai Seebach ville finde ud af det hele igen.
Men det fortæller Nicolai Seebach altså nu ikke kommer til at ske ifølge ham.