Hun har ikke en rød reje tilbage på kontoen.
Og de blodrøde tal i gæld er nu så høje, at ofrene for dansedronning Josefin Canfields økonomiske dømmekraft kan skyde en hvid pil efter de sekscifrede beløb, de føler sig snydt for.
Nu melder talspersonen for de forurettede i sagen, som har anmeldt dansedronningen for bedrageri, ud – og der er særligt én ting, han ville ønske havde udspillet sig helt anderledes.
»Vi forældre i foreningen vidste fra start, at det var tvivlsomt, at vi ville få nogle penge tilbage. Men når der er så mange penge ude, så var vi indstillede på at gøre, hvad vi kunne, for at få nogle af dem tilbage,« siger Morten Rosenmeier, der selv er far til en af de forurettede elever.

I september beskrev B.T. første gang sagen om den skandaleramte dansedronning Josefin Canfield, hvis store gæld fik smidt flere elever på gaden med knuste drømme og uden børneopsparinger.
Torsdag i denne uge kunne B.T. så ligeledes fortælle, at dansedronningens gæld blot stiger, mens der står et rungende nul på hendes bankkonto – og derfor er der ifølge sagens kurator ingen, der står til at få deres penge igen.
Morten Rosenmeier var i sin tid hurtig til at tage styringen for de mange knuste dansere og deres familier i Facebook-gruppen 'Ofre for Josefin Canfield'.
»Der er tale om forældre fra hele verden, der har mistet mange hundredtusinder kroner, og børn, der har brugt deres børneopsparinger, som fra den ene dag til den anden fik at vide, at de kunne glemme det hele. Det er jo forfærdeligt,« forklarer Morten Rosenmeier.
Da de skabte foreningen, var det også i høj grad på baggrund af den måde, Josefin Canfield håndterede sagen på.
Og her begik hun særligt én betydelig fejl, mener Morten Rosenmeier.
»En stor fejl fra Josefins side er, at hun flygtede til USA. Hun skulle være blevet i Danmark og talt med os og taget ansvar for sine handlinger. Det skabte en fantastisk uro blandt en masse mennesker, der pludselig blev sat på gaden og havde mistet en masse penge,« siger han.
Deres politianmeldelse af dansedronningen er i første omgang endt med, at det er lykkedes at erklære hende konkurs.
Og selvom de har vinket farvel til de store summer, er gælden på minimum 6,3 millioner kroner noget, der vil følge Josefin Canfield resten af livet.
»Nu har vi fået hende erklæret konkurs, og det er så det. Hvis hun nogensinde kommer til penge igen, starter en ny virksomhed eller vinder i lotto, så vil foreningen melde sit krav mod hende igen,« slår Morten Rosenmeier fast.
Josefin Canfield har tilbage i september indrømmet over for B.T., at hun ikke har haft styr på økonomien på sin danseskole.
Hun ønsker dog ikke at stille op til flere interview og har lukket ned for kontakten fra sit flyverskjul i USA.
»Jeg ønsker aldrig at starte firma igen, kommer aldrig til at have med danseindustrien at gøre igen, og ja, jeg er selvfølgelig fuldstændig ulykkelig over, at så mange er påvirket af dette,« skrev hun blandt andet i en mail til B.T.
Imens har kurator i konkurssagen igangsat en konkurskarantænesag mod Josefin Canfield, der vil kunne afholde hende fra at drive virksomhed igen uden helt og holdent selv at hæfte for den økonomisk.
