»Det var ikke bare normal gråd. Det var gråd fra folk, der havde set deres drømme blive knust fra den ene dag til den anden.«

Sådan fortæller 20-årige Ines Leblanc om den chokmelding, der vendte hendes livslange drøm til et sandt mareridt.

Hun er en af flere fortvivlede dansere, B.T. har været i kontakt med, som beretter om, hvordan den nu forhenværende ejer af Copenhagen Dance Space, Josefin Bjerkensjöe Canfields, milliongæld knuste hendes drømme fra den ene dag til den anden.

»Jeg kunne sige så mange dårlige ting om hende efter det her. Jeg hader hende for de ting, hun har gjort,« siger hun til B.T.

Ines Leblanc startede på Copenhagen Dance Space i august 2024.
Ines Leblanc startede på Copenhagen Dance Space i august 2024. Privatfoto

Komplet kaos og hysterisk gråd
Det startede ellers som en dans på roser for den unge belgier, da hun rejste til Danmark for at starte på dansedronningens kursus i slutningen af august.

»De første uger, tror jeg, var den bedste tid i mit liv. Det var første gang, jeg skulle prøve at bo ude, og jeg kunne ikke få nok,« fortæller hun.

Men de positive vinde i dansestudiet skulle hurtigt vise sig at blive et decideret stormvejr.

For blot tre uger inde i opholdet, fik hun meldingen, der skulle blive starten på hendes bratte slutning på opholdet i København.

tip os
Ved du noget om sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til bem@e-mail.dk eller brug formularen herunder.

»Det viste sig, at Josefin ikke havde betalt husleje i flere måneder, og vi fik besked på, at vi skulle være ude af lejligheden indenfor 45 minutter.«

»Vi panikkede fuldstændig. Folk græd helt hysterisk og begyndte at ringe hjem til deres forældre for at finde en løsning. Jeg brød også selv fuldstændig sammen,« forklarer Ines Leblanc.

Josefin Bjerkensjöe Canfield meldte efterfølgende ud, at hun var gået bankerot, kunne ikke betale nogen tilbage for uddannelsen, og at hun nu lukkede sin mail.

Ines Leblanc rejste hjem til Belgien, hvor tilværelsen langt fra har været nem ovenpå den turbulente tid.

»Til at starte med var jeg virkelig trist. Jeg laver ikke rigtig noget herhjemme og er meget alene med mine tanker.«

I september modtog eleverne en mail om, at Josefin Bjerkensjöe Canfield var konkurs, og at hun ikke kunne betale nogen af dem tilbage.
I september modtog eleverne en mail om, at Josefin Bjerkensjöe Canfield var konkurs, og at hun ikke kunne betale nogen af dem tilbage. Privatfoto

»Nu er jeg mere bare vred. Vred over, at hun på den måde kan få sig selv til at knuse unge pigers drømme. Det knuser virkelig mit hjerte. Jeg har ikke det mindste empati for hende,« forklarer hun.

Ifølge hende har hun og hendes familie stadig et stort sekscifret beløb for uddannelsen, rejser, depositum og husleje til gode hos Josefin Bjerkensjöe Canfield. 

Dansedronningen har overfor B.T. indrømmet, at hun skylder tre millioner kroner udelukkende i forbindelse med salg af pladser på næste års hold, og via en fundraiser forsøger Ines og omkring 50 øvrige forurettede i øjeblikket at finansiere et større søgsmål mod Josefin Bjerkensjöe Canfield.

'Betaler af resten af livet'

Josefin Bjerkensjöe Canfield er blevet forholdt kritikken fra Ines Leblanc. Hun henviser til tidligere svar på lignende anklager, hun har givet til B.T.

»Det er fuldstændig rigtigt. Jeg har ikke flere penge. Der er ikke noget nyt under solen. Jeg har brugt pengene på noget andet for at overleve,« forklarer hun.

Kan de regne med at få deres penge tilbage?

»Det øjeblik, jeg har ro til at få et arbejde, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at betale folk tilbage. Jeg er nødt til at gå i retten og få en advokat til at sørge for en afbetalingsordning, som jeg kan betale af på resten af mit liv.«

Hvordan har du det med, at du ifølge pigerne har knust deres drømme?

»Ja, hvordan tror du, jeg har det? Du kan sgu da regne ud, hvordan jeg har det. Min drøm var at give dem det år (på danseskolen, red.). Tror du virkelig, at jeg sidder og tænker, at det er lige meget? At jeg er ligeglad med de her mennesker?,« siger Josefin Bjerkensjöe Canfield.

Flere kilder er også stået frem og beretter om et giftigt og grænseoverskridende miljø på uddannelsen, hvor der blev lavet lege ud af elevernes værste traumer.

Læs mere om det HER.