Sammen skulle de have leveret hede dansetrin til sleske numre som 'Kinky Fætter' og 'Sut den op fra slap' på scener i hele landet, men opsigtsvækkende rygter om fiflen med millioner af kroner endte med at rive muligheden i småstykker.

For beskyldninger om millionsvindel og et giftigt miljø rettet mod dansedronningen Josefin Canfield Bjerkensjöe har været så omfattende, at de også er nået hele vejen til nogle af de største musikere i Danmark. 

Manglende betaling til danseundervisere og elever, der har spildt 100.000 kroner på en aflyst uddannelse, og udlejere, er bare nogle i bunken af folk, Josefin Bjerkensjöe Canfield skylder penge.

»Jeg har fucket helt op, og jeg lægger mig fladt ned. Jeg kommer aldrig til at tilgive mig selv for det,« har dansedronningen tidligere fortalt til B.T. 

Flere store musikere såsom Medina, Tessa og Suspekt har prydet dansedronningens CV, hvor hun har stået for at hyre dansere til forskellige koncerter. Blandt andet til Suspekts koncert i Parken i september 2023. 

Suspekts bookingbureau, United Stage, bekræfter nu over for B.T., at det var planen, at Josefin Bjerkensjöe Canfield skulle have stået for Suspekts tour i løbet af sommeren 2024, som hun tidligere har fortalt til B.T., at hun skulle.

»Vi kan bekræfte, at samarbejdet med Josefin Bjerkensjöe Canfield blev afsluttet i takt med, at rygterne om hendes virksomhed blev bekræftet,« skriver de i en sms. 

Det har ikke været muligt at få yderligere kommentarer. 

Ved du noget om sagen? Skriv direkte til journalisterne på emsh@bt.dk

Ligeledes har Tessa og holdet bag, som også har samarbejdet med Josefin Canfield Bjerkensjöe, bakket ud, så snart de hørte de voldsomme rygter. 

Det gjorde de allerede i 2023 og har ikke samarbejdet siden, da de hørte rygterne, længe før de så pressens lys. Det kunne Ekstra Bladet tidligere på ugen løfte sløret for.

»Så snart vi hørte bare en brøkdel af, hvad der foregik i hendes forretning, afbrød vi samarbejdet, og vi er selvfølgelig chokerede over nu at se omfanget af det,« fortalte Tessas manager, Jesper Livid Helles, i den forbindelse.

Josefin Bjerkensjöe Canfield har tidligere forklaret, at hun har forsøgt at samarbejde med store kunstnere som Suspekt for at promovere sine dansere og dække sit underskud.

»Jeg har ikke brugt over 150.000 kroner på at prøve at booke Suspekt i Parken, for at jeg skulle være en stjerne. Det var for de unge dansere,« har Josefin Bjerkensjöe Canfield sagt til B.T. og bekræftet, at der har været problemer med at betale danserne i forbindelse med deres arbejde.

Josefin Bjerkensjöe Canfield er blevet politianmeldt for økonomisk svindel og indrømmer nu at skylde i hvert fald tre millioner kroner væk.
Josefin Bjerkensjöe Canfield er blevet politianmeldt for økonomisk svindel og indrømmer nu at skylde i hvert fald tre millioner kroner væk. bjerkensjoefrom.dk

Josefin Canfield Bjerkensjöe er gået i flyverskjul i USA, hvor hun har afvist at svare på flere henvendelser fra journalister

'Jeg har sagt, hvad jeg havde at sige i denne sag, og jeg ønsker ikke at deltage i mere herfra,' har hun skrevet i en mail til blandt andet B.T. 

'Jeg ønsker aldrig at starte firma igen, kommer aldrig til at have med danseindustrien at gøre igen, og ja, jeg er selvfølgelig fuldstændig ulykkelig over, at så mange er påvirket af dette, det var aldrig mit ønske,' stod der også. 

Flere unge har fortalt om grænseoverskridende traumelege og om at blive smidt på gaden, da Josefin Bjerkensjöe Canfield stak af til USA. 

Du kan også læse den oprindelige historie om beskyldninger om millionsvindel, hvor dansedronningen selv indrømmer at skylde flere millioner væk, HER