'Jeg har altid villet skrive bøger. Nu er jeg i gang med at skrive min første. Den har været længere tid undervejs, end jeg har villet, men sådan er det,' sådan skrev Katherine Diez i januar, da hun annoncerede sin første bog.  

Det gjorde hun på det sociale medie Instagram.

Men hvor den bog skal udkomme, er der stor mystik omkring den.

B.T. har ringet til flere danske forlag, men ingen har en fast aftale med Katherine Diez om en bog. 

Dog har flere angiveligt holdt møder med influenceren. 

Hos Lindhardt og Ringhof fortæller pressechef Søren Anker Madsen til B.T., at det ikke er hos dem, der har været en aftale om en bog. 

»Jeg kan forstå, at der er blevet holdt indledende møder med Katherine Diez, men vi har aldrig modtaget et manuskript.«

Møderne blev afholdt enten i 2022 eller 2023 ifølge pressechefen, og der blev aldrig sendt noget til forlaget fra influenceren, som de kunne læse. 

Søren Anker Madsen ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt sagen med plagiering kunne få konsekvenser for et potentielt fremtidigt samarbejde om en bog med Katherine Diez. 

»Det er et hypotetisk spørgsmål, så det har vi ingen kommentarer til,« lyder det. 

Hvor Katherine Diez skulle udkomme med sin bog vides ikke. 
Hvor Katherine Diez skulle udkomme med sin bog vides ikke.  Foto: Oscar Scott Carl
Vis mere

Hos Politikens Forlag vil man ikke svare direkte på, om der har været kontakt med Katherine Diez.

»Vi taler med mange mennesker - også potentielle forfattere - om mange ting. Vi vægter det fortrolige rum utrolig højt og har ingen kommentarer til, hvem vi har talt med hvornår og om hvad,« lyder det fra Forlagschef for skønlitteratur, Camilla Høy

I podcasten 'Det vi taler om', mente Ditte Okman ellers at vide, at det var hos Politikens Forlag, at der var en aftale om en bog. 

»Jeg har talt med nogle kilder, som kunne fortælle mig, at hun har haft en aftale om en bog med Politiken. De har aldrig set et ord fra hende. De har rykket nogle gange, men de har ikke engang fået en synopse,« fortalte hun fredag.

Hos Gyldendal har man ikke holdt møder med Katherine Diez.

Der er heller ingen planer om et samarbejde om hverken anbefalinger af bøger, som Katherine Diez tidligere har gjort hos dem, eller samarbejde om en eventuel bog. 

Peoples forlag har heller ikke noget samarbejde på tegnebrættet eller planer om et fremtidigt. 

»Vi har ikke brugt hende hos os, og det er heller ikke planen, at vi kommer til det,« fortæller Sophia Ohrbeck fra forlaget. 

På Instagram har Katherine Diez beskrevet, at bogen skal handle om 'at rejse gennem Europa.'

B.T. har over de sidste par uger forsøgt at få en kommentar fra Katherine Diez, men hun er ikke vendt retur. 

Sidste udmelding fra Katherine Diez var på Instagram, hvor hun erkendte, at hun har 'været for dårlig til at kildehenvise', og at hun havde været en 'stor idiot'. 

Siden har flere samarbejdspartnere droppet deres arbejde med Katherine Diez.  

Katherine Diez anmeldelser hos Berlingske er lige nu ved at blive undersøgt for plagiat. 

Her er det journalisten Niels Lykke Mølle, der har fået til opgave at se teksterne igennem.

Hos Elle Magazine har man fundet plagiat i indtil videre én ud af de tre tekster, som influenceren har skrevet for magasinet. 

Samtidig har Berlingske også undersøgt, om det er rigtigt, at Katherine Diez har den uddannelse, hun har fortalt om, fra Københavns Universitet. 

Indtil videre har det ikke været muligt at bekræfte, at Katherine Diez har en bachelor fra universitetet.