Katherine Diez fortæller nu, at hun ikke har haft et ønske om at plagiere.

Det gør hun på det sociale medie Instagram.

'Jeg vil først og fremmest understrege, at jeg har den største respekt for andre forfatters værker, og jeg har aldrig haft ønske om at plagiere nogens tekster,' skriver hun.

Hun kommer også med en forklaring af, hvad det er, hun nu anklages for. 

'Flere danske medier bringer i disse dage artikler, som tager udgangspunkt i anonyme skriverier på medie Reddit, hvor jeg beskyldes for plagiat i de tekster, jeg skriver på min Instagram-profil. Der rejses spørgsmål om i hvilket omgang, jeg kan anklages for det samme i mine boganmeldelser og artikler fra min tid på Berlingske, og jeg har i går ringet til kulturredaktør Birgitte Borup,' skriver hun indledningsvist. 

Derudover fortæller hun, at hun beklager.

'Jeg lever for at skrive og er derfor dybt ulykkelig over det skete og har brugt den sidste uge på at indse, at jeg har haft en uansvarlig, sløret, usystematisk arbejdsmetode, som har medført en række fejl, hvilket jeg dybt beklager.'

Der vil derfor formentlig også være noget at komme efter, når hendes arbejde gennemgås. 

'Jeg kan således ikke udelukke, at der i min store produktion af artikler, klummer, opslag og anmeldelser over flere år kan findes andre tilfælde, hvor jeg skulle have kildehenvist uden at have gjort det.' 

Katherine Diez bruger i sit lange skriv kræfter på at skrive, at hun er meget påvirket af situationen med plagiat. 

'Jeg er vred på mig selv, ulykkelig, skamfuld mest af alt. Dette er mit livs hidtil største professionelle lærestreg, og jeg tager den på mig som en opvågning, som jeg prøver at finde en mening med, så jeg kan finde tilbage til mig selv,' lyder det. 

Hun mener at grunden til plagiat skal findes i, at hun hele tiden har forsøgt at skrive så meget som muligt, og at hun derfor er 'faret vild' i egne tanker, citater fra andre tekstelementer. 

'Jeg har været en idiot, og jeg kan kun undskylde dem inderligt og tage ved lære af dem,' skriver hun. 

Privat danner Katherine Diez par med Adam Price. Om han er en af de 'nærmeste', der rammes af hendes fejl vides ikke. 
Privat danner Katherine Diez par med Adam Price. Om han er en af de 'nærmeste', der rammes af hendes fejl vides ikke.  Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix
Vis mere

Katherine Diez skriver afslutningsvist, at hun nu vil tage en pause fra offentligheden 

'Jeg kommer til at bruge tid på at rydde op nu, og på at prioritere det, der betyder alt i verden for mig: mine nærmeste, som også rammes af mine dumme fejl. Dét er den største smerte, jeg har oplevet i min tid som et menneske i offentligheden. Jeg har brug for en pause. Brug for stilhed og kærlighed, brug for at være mig helt uden for citat igen,' lyder det. 

Hun slutter sit skriv med at sige, at hun beklager inderligt og fortælle, hvad der nu står på programmet. 

'Nu skal jeg sove, spise, arbejde og hele.' 

B.T. ville meget gerne stille spørgsmål til Katherine Diez om hendes skriv og hvilket arbejde, hun skal fortsætte med.

Hun har ikke besvaret vores henvendelser. 

Vi har også kontaktet Birgitte Borup, kulturredaktør på Berlingske og Adam Price. 

De er ikke vendt retur.