Mens Katherine Diez arbejde på både Berlingske og modemagasinet Elle gennemgås for plagiat, har hendes egne udmeldinger på Instagram fået konsekvenser. 

MSD Danmark, der har samarbejdet med Katherine Diez om videoer omkring HPV-vaccinen, har valgt at droppe samarbejdet. 

Det fortæller presseansvarlig for virksomheden, Sofie Ustrup, til B.T.

»Vi har besluttet os for ikke at fortsætte samarbejdet.«

I sidste uge var virksomheden usikker og ønskede ikke at dømme influenceren på forhånd, men efter flere historier i medierne, har firmaet besluttet at afslutte. 

»Det endte med at blive meget tydeligt, at Katherine Diez har været lige lovlig kreativ med kopiering af sine tekster, og vi har vores egen troværdighed at tænke på,« 

Sofie Ustrup fortæller, at man har overbragt nyheden til Katherine Diez, men at hun ikke har yderligere kommentarer til samtaler mellem dem.

Hun slår også fast, at der ikke har været problemer med det arbejde, som Katherine Diez har udført for MDS Danmark. 

»Men vi skal sikre vores troværdighed,« lyder det om beslutningen, der har ledt til det afsluttede samarbejde. 

Fjernet fra hjemmeside

Også hos influencerbureauet Endorse, der op til nu har repræsenteret Katherine Diez, har man valgt at fjerne hende fra deres hjemmeside. 

Det viser en gennemgang som B.T. har lavet.

Ifølge B.T.'s oplysninger har hun ikke været på hjemmesiden siden 18. januar, som var den dag, hvor Katherine Diez på Instagram meldte ud, at hun nok havde lånt tekst uden at kildehenvise. 

'Jeg har været en idiot, og kan kun undskylde,' lød det. 

Tidligere figurerede influenceren på siden, der skal sikre samarbejde mellem influencers og kommercielle aktører. 

B.T. har kontaktet direktør Lars Michael Nielsen for at finde ud af, hvorfor influenceren er fjernet, men han er ikke vendt retur. 

I beskrivelsen af Katherine Diez hos bureauet stod der, at hun brugte sin store viden om bøger og kultur til at skrive for Elle. 

Magasinet har meldt ud, at man i de tre tekster, Katherine har skrevet for dem, med sikkerhed har fundet plagiat i den ene og stadig undersøger de to andre.

Berlingske er stadig i gang med at undersøge tekster og anmeldelser, der er skrevet af Katherine Diez.

B.T. har kontaktet kulturredaktør Birgitte Borup for en kommentar til arbejdet, men hun ønsker ikke at kommentere den igangværende undersøgelse. 

B.T. har siden sidste uge forsøgt at få en kommentar fra Katherine Diez.

Hun er ikke vendt retur.