Stormen mod den kendte litteraturanmelder og influencer Katherine Diez fortsætter.

Efter hun i sidste uge blev anklaget for at plagiere fra flere tekster i sine opslag på sociale medier, bliver der nu draget tvivl om hendes uddannelse.

Det sker efter både Se og Hør og Berlingske har forsøgt at få bekræftet, hvorvidt 35-årige Diez har den uddannelse, som hun reklamerer med, at hun har.

Ifølge Diez' profil på det professionelle medie LinkedIn, skulle hun have en bachelorgrad i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, hvor hun har angivet, at hun gik fra 2015 til 2018.

Men det har de to medier ikke kunnet få bekræftet af Københavns Universitet.

Begge medier har forespurgt universitetet, om en person med navnet Katherine Diez eller Katherine Toft Diez har taget en bacheloruddannelse i dansk eller litteraturvidenskab.

»Vi kan ikke bekræfte, at en person med et af disse navne har en bacheloruddannelse fra Københavns Universitet,« lyder universitetets svar til Berlingske.

Det er ikke lykkedes Berlingske trods gentagne forsøg via mail, sms og Instagram at få Katherine Diez til at kommentere oplysningerne.

Berlingske gennemgår nu ved en undersøgelse alle de tekster, som Diez har skrevet for mediet.
Berlingske gennemgår nu ved en undersøgelse alle de tekster, som Diez har skrevet for mediet. Oscar Scott Carl

B.T. har ligeledes løbende forsøgt at få kontakt til Katherine Diez. Det har for nuværende ikke været muligt. 

Sagen om Katherine Diez begyndte, da mediet Kulturmonitor skrev, at Diez var anklaget for at plagiere flere af de tekster, som hun har delt på det sociale medie Instagram.

Efterfølgende har Weekendavisen også afsløret, at Diez har plagieret i flere af sine opslag på Instagram.

Derefter besluttede både magasinet Elle og Berlingske, hvor Diez har arbejdet som henholdsvis freelancer samt litteraturanmelder og klummeskribent, at man vil undersøge hendes tekster for plagiat. Elle valgte endda at fjerne Diez’ tekster, indtil undersøgelsen er færdig.

Katherine Diez har indtil videre ikke ønsket at udtale sig i interview, men torsdag tog hun bladet fra munden på Instagram, hvor hun beklagede sine fejl.

Her forklarede hun, at hun aldrig havde haft 'et ønske om at plagiere', og at hun er dybt ulykkelig over, at det skete.

Ifølge Diez var årsagen blandt andet, at hun har haft 'en uansvarlig, sløset, usystematisk arbejdsmetode, som har medført en række fejl', som hun 'dybt beklager'.

Sagen har også haft andre konsekvenser for Diez

Blandt andet har B.T. kunnet berette, at medicinalfirmaet MSD Danmark, hvor Katherine Diez har været ambassadør, har besluttet at stoppe samarbejdet.

»Det endte med at blive meget tydeligt, at Katherine Diez har været lige lovlig kreativ med kopiering af sine tekster, og vi har vores egen troværdighed at tænke på,« udtalte presseansvarlig Sofie Ustrup til B.T. i den forbindelse.