De står ikke til at få én eneste krone.
I takt med at milliongælden vokser hos den skandaleramte dansedronning, Josefin Canfield, stiger problemerne også for de unge elever, der fik knust deres drømme på hendes skole Copenhagen Dance Space.
Nu kan B.T. på baggrund af en aktindsigt i Josefin Canfields konkurssag afsløre, at hendes milliongæld vokser sig større - og der er ikke meget at komme efter for de forurettede elever.
I september kunne B.T. for første gang fortælle om sagen, hvor den anerkendte danseskoleindehaver Josefin Canfield blev anklaget for millionsvindel, flygtede til USA og efterlod stribevis af unge dansere uden uddannelse og opsparing.

Siden december er hendes gæld vokset med yderligere en halv million - fra 5,8 til 6,3 millioner kroner i skrivende stund - alt imens der står et stort rungende nul på hendes bankkonti.
Dommen fra konkurssagens kurator, Thomas Torré Christiansen, er således helt klar.
»Der er ikke nogen, der får deres penge tilbage,« siger han til B.T.
Af de dokumenter, som B.T. er i besiddelse af, fremgår det, at samtlige af Josefin Canfields bankkonti er blevet lukket. Det gælder forskellige konti i Wise, Jyske Bank, Revolut og Lunar Bank.
Her er en række mindre beløb blandt andet gået til 'taxa', 'Føtex', 'Yami Sushi', 'Axel Guldsmeden' og 'booking.com', og hele 102.000 kroner er anført under teksten 'Til Joshua Aaron Canfield (Josefin Canfields mand, red.) – ny lejlighed'.
Kurator har dog ikke kunne afdække, om der er tale om private eller driftsrelaterede udgifter.
I Facebook-gruppen 'Ofre for Josefin Canfield' har en lang række elever tidligere anklaget dansedronningen for svindel, men det er heller ikke noget, som kurator har kunnet dokumentere.
»Vi har ikke noget bevis på, at hun har taget imod betaling på et tidspunkt, hvor hun vidste, at hun ikke kunne levere uddannelsen,« siger Thomas Torré Christiansen og fortsætter:
»Det er der ikke noget tegn på. Men jeg kan jo heller ikke sige, at det ikke er sket. Det, som vi kan sige, er, at nu kan vi ikke gøre mere for kreditorerne.«
Det fremgår af aktindsigten, at såfremt kurator kan konstatere potentielt strafbare forhold, skal de meldes til politiet. Hvorvidt det er sket, kan han dog ikke udtale sig om.
Efter stribevis af skandaler flygtede dansedronningen til USA
Tidligere har B.T. kunne beskrive, hvordan en række unge elever er blevet smidt på gaden i København uden opsparinger og uden den uddannelse, flere af dem var rejst til Danmark for at få.
Det skyldtes, at Josefin Canfield ikke kunne betale huslejen for de lejemål, hun tilbød, og herefter flygtede til USA og efterlod danseskolen tom, da de økonomiske problemer voksede sig for store.
»Det var ikke bare normal gråd. Det var gråd fra folk, der havde set deres drømme blive knust fra den ene dag til den anden,« fortalte danseeleven Ines LeBlanc om situationen, hvor eleverne fik meldingen om, at deres danseuddannelse var gået op i røg.
Herefter indrømmede Josefin Canfield overfor B.T., at hun ikke har haft styr på økonomien på sin danseskole. Hun ønsker dog ikke at stille op til flere interviews og har lukket ned for kontakten fra sit flyverskjul i USA.
»Jeg ønsker aldrig at starte firma igen, kommer aldrig til at have med danseindustrien at gøre igen, og ja, jeg er selvfølgelig fuldstændig ulykkelig over, at så mange er påvirket af dette,« skrev hun blandt andet i en mail til B.T.
Næste skridt i sagen er, at kurator har anlagt konkurskarantænesag mod dansedronningen, som vil kunne afholde hende fra at lede en virksomhed, uden personligt og ubegrænset at hæfte for den økonomisk.
