Der fortsætter med at være zigzag-kurs mellem de forskellige supermarkeder i samme kæde, når det gælder betaling med 1000-kronesedler. 

Nu er det Netto-butikkerne, der slingrer rundt i måden, de undgår 1000-kronesedler på, selv om det er i strid med loven ikke at tage imod dem. 

I Netto i Hvidovre C  skulle kunden Bill Larsen købe for mindst 500 kroner for at betale med en 1000-kroneseddel, men den mulighed har kunderne ikke hos Netto i Risskov i Aarhus. 

Her kan kunderne slet ikke betale med en 1000-kroneseddel. Det viser et skilt ved Netto i Risskov. 

Her er skiltet ved Netto i Risskov ved Aarhus.
Her er skiltet ved Netto i Risskov ved Aarhus. Foto: Joshua Christensen
Vis mere

På skiltet står der, at der er et 'øget ønske om veksling og betaling med gamle sedler, herunder 1000-kronesedler.' 

Der står videre, at 'på grund af lav kontantbeholdning', har Netto ikke mulighed for at veksle og henviser til nærmeste bank.  

Skiltet slutter med den her sætning:

'Vi beklager ulejligheden. Vi håber på forståelse og ønsker en god dag.' 

Altså noget af en forskel mellem kunderne i Netto-butikkerne på den ene og den anden side af Storebælt. 

Kunder har forskellige holdninger 
Faktisk er kunderne slet ikke enige om, hvorvidt det er godt eller skidt, om supermarkedet tager imod store kontanter. 

Mens kunden Bill Larsen var dybt forundret over, at der skal købes for 500 kroner i Netto i Hvidovre C  for at betale med 1000 kroner, så har Joshua Christensen, der har taget billedet af skiltet ved Netto i Risskov, en anden holdning.

»Jeg synes ikke, at butikkerne skal tvinges eller manipuleres til at lege bank eller vekseler,« siger han og spørger: 

»Butiksansatte får allerede en latterligt lav løn, så hvorfor skal de udsættes for den fare, det er at blive røvet, fordi de har mange kontanter liggende?«

Her er Joshua Christensen fra Aarhus.
Her er Joshua Christensen fra Aarhus. Foto: Privat
Vis mere

Sammen med Føtex og Bilka ejes Netto af Salling Group.

Her var meldingen tirsdag, at det var fejl, at Netto i Hvidovre C kun tager imod 1000-kronesedler, hvis der er købt for over 500 kroner.

»Vi skal naturligvis tage imod 1000-kronesedler, uanset beløbet der købes for,« sagde Jacob Krogsgaard Nielsen, der er press manager i Salling Group, tirsdag til B.T.

Da B.T. nu viser ham skiltet fra Risskov i Aarhus, slår han fast, at det skal pilles ned. 

»Eksemplet kalder på, at vi skal kommunikere endnu tydeligere til vores mange gode kollegaer, at vi naturligvis skal tage imod 1000-kronesedler,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen og tilføjer: 

»Desuden skal vi ikke sætte nogen som helst købsgrænse for, at vi kan give penge retur. Det er desværre en fejl, som vi skal have rettet op på hurtigst muligt.«

Også hos Rema 1000 er der forskelle fra det ene supermarked til det andet. 

I Rema 1000 i Kolding skal der købes varer for mindst 800 kroner for, at der kan betales med 1000-kroneseddel, mens der hos supermarkedet i Viby ved Aarhus skal købes for minimum 600 kroner. 

Pressechefen hos Rema 1000 har slået fast, at det er en fejl

Netto er i øvrigt ikke eneste supermarked, hvor det nogen steder slet ikke er muligt at betale med 1000-kroneseddel. Det samme har Heidi Nielsen oplevet i Kvickly. 

Læs om det her

Andre læser også