Det er godt nyt for danskernes pengepung, at Lidl allerede nu melder ud, at de faste priser for seks juleprodukter sænkes og dermed sætter julepriskrigen i gang. 

Det er melding fra detaileksperten Bruno Christensen, der har mere end halvtreds års erfaring i dagligvarebranchen.

Lidl sænker blandt andet den faste pris for grødris, der jo kan bruges til risengrød, samt på risalamande fra Karolines Køkken. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Jo længere priskrigen varer, jo mere markant vil priserne blive sænket for at lokke kunder fra konkurrenterne. 

»Det er helt klart til fordel for os som forbrugere, at dagligvarekædernes priskrig op til jul starter allerede nu,« siger han. 

Det drejer sig om Karolines Køkken risalamande, Beauvais Herregårds rødkål, Kirsebærsovs, Pama Grødris, Stryhns julepostej m. bacon og Stryhns julestylte, der nu hører til blandt de cirka 300 varer hos Lidl, der har en 'fast lav pris'.

Fortsætter stor ændring
Den stor tyske discountkæde har da også valgt i år at sætte massivt ind med en helt ny måde at sælge varer i de danske supermarkeder, hvor der kommer mindre fokus på de tidsbegrænsede tilbud på skiftende varer.   

Den tyske discountgigant Lidl har skudt priskrig i gang med fokus på julen. Foto: Gabriel Bouys/AFP/Ritzau Scanpix

Det var i starten af maj, at Lidl og Netto nærmest samtidig startede en regulær priskrig ved at sætte priserne ned på en række varer.

Kort tid efter meldte Rema 1000, SuperBrugsen/Kvickly og 365discount sig også ind i priskrigen ved ligeledes at sænke priserne på en del varer.

Lidl meldte klart ud, at der var tale om en fast lav pris på 200 varer, og dermed ikke tale om varer, der i kort tid var på tilbud.

I september kom det så frem, at Lidl besluttede at sænke den faste pris for yderligere 113 varer, så der nu er mere end 300 varer med fast nedsat pris.

Og nu udvides rækken af varer med fast lav pris altså med seks eksempler på julemad.

'Bliver dumpet fuldstændig'
De seneste par år har dagligvarekæderne især valgt at føre priskrig om smør i december. 

Og det førte til, at en familie eksempelvis hamstrede 120 pakker smør op til jul. 

Bruno Christensen tror da også, at der fortsat vil komme egentlig tilbudskrig i december, så det ikke kun handler om at sænke de faste priser. 

»Vi kommer til at se det samme i år, når vi rykker tættere på jul, og de klassiske produkter, der skal på julebordet eller bruges til madlavningen, de bliver dumpet fuldstændig,« siger han.

Claus Krogh, der er head of corporate affairs i Lidl, slår fast, at der stadig vil komme kortsigtede tilbud i den tyske discountkæde, men det vigtigste er, at flere varer får faste lave priser.

»Vores mål er at give kunderne prisro i en tid, hvor udgifterne hurtigt løber op. Det gør vi med stærke juletilbud, men vigtigst af alt ved at holde fast i vores løfte om fast lav pris,« siger han.