Rema 1000-direktør sætter tal på prisfald: 'Har ikke set lignende i min tid'
Nu afslører sidste store dagligvareaktør, hvad kunderne har i vente.

Nu afslører sidste store dagligvareaktør, hvad kunderne har i vente.

Fødevarepriserne i maj har taget et ordentligt dyk. Faktisk i en uhørt grad, lyder det fra topledelsen i Rema 1000.
»Jeg kan ikke huske at have set lignende med priserne i min tid.«
Sådan siger kommunikationsdirektør Jonas Schrøder og afslører, hvad Rema 1000-kunderne nu kan glæde sig til.
Kæden kommer til at sænke priserne i den nystartede priskrig på de såkaldte normalpriser.
Nu uddyber han lidt af omfanget af det, der skal ske på prisfronten i Rema 1000.
»Vi kommer til at sænke priser på omkring 150 varer fra i torsdag,« siger han.
Priskrigen blev startet fredag med Lidl i front, der sænkede priserne på over 200 varer.
Størrelsen på reduktionerne er 'markante', siger kommunikationsdirektøren.
Alene 400 gram hakket oksekød 8-12% faldt fra 49,95 til 39.95 kroner hos Lidl.
»Det er et voldsomt prisniveau derude lige nu, og det nyder kunderne godt af,« siger Jonas Schrøder.
Og hos Rema 1000 bliver det lige så store besparelser. Det sker på alle sammenlignelige varer.
»Vi er en discountkæde, og vi skal give kunderne rigtig skarpe priser. De skal vide, de trygt kan handle hos os,« siger Schrøder.
Er der nogle af priserne, hvor I bliver billigere end de priser, der er meldt ud fra konkurrenterne nu?
»Der er vist et par stykker,« siger han.
B.T. bragte onsdag en artikel med dagligvareekspert Mogens Bjerre, som mener, Rema 1000s mindre succesfulde selvstændige købmænd kan være udsatte i denne krig.
Den analyse køber Jonas Schrøder dog ikke i første omgang.
»Det tror jeg ikke, de er. Vi har et stærkt koncept, og de forskellige købmænd opererer jo med et godt bagland i ryggen,« siger han.
I forhold til hvor priskrigen ender henne, er han afventende.
»Det har været et vildt og tovligt år, og nu skal vi lige se, hvor det lander i forhold til priserne. Der kan være sket meget om et par uger.«
Den norskejede kæde er en af de sidste til at melde ud blandt de større danske dagligvareaktører.