Rema 1000 har klart meldt ud, at kunderne i et »helt vildt« omfang har ændret deres vaner ved nu at købe kædens egne mærker, der er billigere. 

Og nu melder to andre dagligvarekoncerner sig på banen. 

Coop, der driver Brugsen, Kvickly og 365discount, oplever også, at kunderne i stigende grad køber koncernens egne mærker, og derfor vil der skrues op for salget. 

»I det omfang, at prisforskellen til vores egne mærker bliver for stor, så ser vi, at kunderne køber flere af vores egne X-tra, Coop, Irma og Änglamark-varer,« siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop, og tilføjer: 

»Den tendens har vi set her under inflationskrisen, og derfor kommer vi også til at satse mere på vores egne mærker i den kommende tid.«

Jacob Krogsgaard Nielsen, der er pressechef i Salling Group, som driver Føtex, Bilka og Netto, slår ligeledes fast, at kunderne i stor stil vælger deres egne produkter.

»Det er jeg sikker på, at vores mærkevareleverandører også bemærker, så vi kan kun gentage vores opfordringer om, at de også begynder at bidrage til at få priserne ned, for det er fortsat dyrt at være forbruger i Danmark,« siger han.

'Presser dem maksimalt'
Rema 1000 er også kommet med en opfordring til nogle af de firmaer, der sælger deres mærkevarer i den store discountkæde.

»Der er nogle brands, der kraftigt bør overveje, hvorfor de synes, deres mærkevarer skal have så høj værdi, når kunderne ikke vil betale det. Så samler varen bare støv - og vi driver jo ikke museum og tager entre,« sagde Jonas Schrøder, der er kommunikationschef i Rema 1000, tidligere torsdag til B.T.

Jens Juul Nielsen slår fast, at nogle firmaer sætter en pris, der ikke kan være anderledes, men ellers kan han godt bakke op om udmeldingen fra Rema 1000.

»Der er mærkevareproducenter, der prissætter deres varer rimeligt i forhold til udviklingen i produktionsomkostningerne (energipriser og råvarepriser mv.). Men der er desværre også nogen, der fastholder for høje priser,« siger han og slutter:

»Dem presser vi maksimalt for at få priserne ned.«

Producenten af Kellogg's skyder tilbage på de danske dagligvarekoncerner. Læs om det HER.

Hvem er de store vindere på markederne efter Donald Trumps valgsejr? Og hvem er taberne? Og står hundredetusinder af danskere over for en decideret rentefest? Det ser redaktionschef på euroinvestor.dk Thomas Ambrosius nærmere på i den seneste udgave af B.T.s podcast Spar Kassen.

Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder: