Kommunikationschefen i Rema 1000, Jonas Schrøder, kommer nu med en opfordring til nogle af de firmaer, der sælger deres mærkevarer i den store discountkæde.
Han mener simpelthen, at de kræver for mange penge for varerne.
»Der er nogle brands, der kraftigt bør overveje, hvorfor de synes, deres mærkevarer skal have så høj værdi, når kunderne ikke vil betale det. Så samler varen bare støv - og vi driver jo ikke museum og tager entre,« siger han.
Priserne for dagligvarerne er da også steget helt vildt på få år.
I den her uge er det kommet frem, at dagligvarepriserne er steget med hele 25 procent de seneste tre år.
Og netop dagligvarernes priser spiller en større og større rolle i forbrugernes indkøb.
Rema 1000 oplyser, at kunderne i stor stil har ændret deres købsvaner.
I stedet for at købe varer fra kendte brands går folk i langt større omfang efter Rema 1000's eget mærke, der oftest er langt billigere.
'Ekstremt opmærksomme'
Jonas Schrøder vil ikke nævne de kritiserede brands ved navn, men han slår fast, det er over en bred kam af varer, kunderne vil betale mindre.
»Det er på tværs af alle kategorier, at vores kunder er blevet ekstremt opmærksomme på varer og priser - for eksempel morgenmadsprodukter, pålæg, mejerivarer, chips og slik,« siger han.
Her er to eksempler på prisforskellen:
Tager man et kig på morgenmadsprodukterne, så ses det, at prisen for Kellogg's cornflakes er 45 kroner for 500 gram, mens Rema 1000's eget mærke koster 22 kroner for 750 gram.
Jan Friislund, der er country manager i det amerikanske selskab Kellanova, som ejer Kellogg's som brand, argumenterer for, at Kellogg's er produceret af råvarer, der altså har en vis pris.
»Uanset hvor i verden du åbner en pakke Kellogg’s cornflakes, så ved du, hvad du får, og hvordan de smager. At sikre at kvalitet er i top, påvirker den samlede produktionspris,« skriver han blandt andet i en mail til B.T.
I forhold til chips, så koster 170 gram chips med sour cream fra Kims 28,50 kroner i Rema 1000, mens discountkædens eget mærke koster 11,50 kroner for 250 gram.
Til det har Kim Ege Møller, der er kommunikationschef i Orkla Danmark, som ejer Kims, den her kommentar:
»De seneste år har verden været ramt af forsyningskriser, inflation og krige. Når man insisterer på at producere produkter af høj kvalitet, har det også en pris. Vi er jo til eksamen hver dag, og vi glæder os over, at forbrugerne vælger vores produkter til,« siger han.
Jonas Schrøder, hvad siger du til dem, der godt vil betale nogen penge ekstra for at købe et særligt mærkes mad på grund af kvaliteten i stedet for et billigere mærke?
»At vi har det på hylderne, hvis der er nok efterspørgsel. Ellers vil jeg anbefale at prøve Gram Slot (leverer økologiske varer til Rema 1000 red.) eller vores eget mærke, der jo kan overraske,« siger pressechefen.
Hvem er de store vindere på markederne efter Donald Trumps valgsejr? Og hvem er taberne? Og står hundredetusinder af danskere over for en decideret rentefest? Det ser redaktionschef på euroinvestor.dk Thomas Ambrosius nærmere på i den seneste udgave af B.T.s podcast Spar Kassen.
Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder:

