»Nu vil jeg ikke sidde og prale, men vi satte vores eget hus i stand, da vi købte det for to år siden. Jeg synes egentlig, det er blevet okay,« siger han.
Den spinkle mand i modsatte hjørne af sofaen har et fast greb om en flaske Ramlösa med citrus, mens han fortæller om sin drøm om at købe et hus og sætte det i stand efter sin karriere.
Han hverken lyder som eller ligner en verdensstjerne midt i orkanens øje. Med millioner, der ruller ind på bankbogen, kunne han i virkeligheden nok gøre lige, hvad der passer ham.
Alligevel er Jonas Vingegaards største personlige drøm 'bare' et ganske almindeligt husprojekt.
»Hvis jeg øver mig lidt mere, tænker jeg, at det kan blive godt. Førhen troede jeg ikke, at jeg gad sådan noget forfærdeligt noget. Så prøvede vi det, og så var det mega fedt at have det som et familieprojekt,« siger manden, der sidder i et par praktiske Salomon-sko og med en frisure, han formentlig har haft de seneste 12 år.
Jonas Vingegaard havde nok hellere set, at hverken hans status som verdensstjerne eller millionær blev brugt til at beskrive ham.
Men det er ikke desto mindre det, han er blevet – og det, han også skal sætte ord på, da han lader sig interviewe på Hotel Pinenhus – en fredelig oase – cirka to kilometer fra hans eget domicil i Glyngøre.
Den 24-årige dansker står bag årets måske største danske sportsoverraskelse med sin andenplads i Tour de France.
Med ét gik han fra at være ukendt til hele Danmarks kæledægge over sommerferien, da han blev katapulteret til cykelsportens stjernehimmel.
Nu sidder man med fornemmelsen af, at hans omgivelser slet ikke har kunnet følge med den sportslige lynforvandling.
»Det har taget noget tid at forstå. Når jeg tænker over, at jeg er sluttet på podiet, virker det stadig surrealistisk,« siger Jonas Vingegaard.
»Hvis jeg havde tænkt tanken for to år siden, havde det virket helt urealistisk. Nogle gange virker det som en eller anden sindssyg drøm, man snart vågner fra. Det er det heldigvis ikke, men det er jo bare helt vanvittigt, synes jeg.«
I sommer var det første gang, at Jonas Vingegaard kørte Tour de France. Han kom i rollen som hjælper for holdets kaptajn, superstjernen Primoz Roglic.
Men hurtigt røg sloveneren i asfalten og var så forslået, at han måtte udgå af løbet. Derfra tog det fart for den unge dansker.
»Holdet sagde faktisk allerede inden Tour de France, at de troede på, at jeg kunne gå på podiet. Allerede dér snakkede de om det, men uden at lægge pres på mig. Jeg tænkte: 'Ah, tag det nu lige med ro',« forklarer han.
»Ja, og så skete det jo. Og det er bare helt sindssygt.«
Danskerens reaktion på holdets ambitioner fortæller en masse om hans person. At han ikke er frembrusende. At han ikke er den med de store armbevægelser. At han ikke er den, der opsøger rampelyset.
Men han endte der. Rigtig hurtigt. Allerede på 9. etape udgik Roglic, og dagen før kørte Jonas Vingegaard sig i top-5 i det samlede klassement.
»Det blev kæmpestort og eksploderede,« husker Jonas Vingegaard.
»De sidste to uger var meget intense. Allerede fra første hviledag følte jeg nærmest, at TV 2 havde forberedt et billede af mig på podiet på Champs-Élysées. Udenlandske medier blev også pludselig interesserede i at tale.«
Jonas Vingegaard er ikke ligefrem genert. Introvert er nok mere ordet.
»I starten spurgte jeg vores pressemand om, hvem der ville tale med mig, inden etaperne. Da var det nærmest kun danske medier, der gad snakke med mig.«
»Pludselig skulle jeg tale med mange flere, folk råbte mit navn, når jeg skulle forbi med cyklen. Jeg måtte køre forbi og ignorere dem. Ellers kunne jeg stå dér i evigheder,« siger Jonas Vingegaard.
Vi spoler tiden nogle uger frem, da den nyudklækkede stjerne skulle tilbage til Danmark.
Der blev taget imod ham med pomp og pragt i Glyngøre på rådhuset. Der var mennesker over det hele. Der hang bannere. Der var dannebrogsflag i hundredvis for at give den lokale helt en ordentlig velkomst.
Det var også her, at kontrasterne hos Jonas Vingegaard på en måde blev trukket skarpt op.
Han var vokset så hurtigt sportsligt, at hans person og håndteringen af stjernestatussen skulle nå at følge med.
Han forlængede sin kontrakt med Jumbo-Visma, så han nu tjente et tocifret millionbeløb og var en af holdets største stjerner, selvom han stadig boede i rolige Glyngøre.
Det lå ikke naturligt til ham at være i søgelyset, men måske var han havnet der hurtigere end nogen anden.
Derfor er det også meget sigende, at han nu vælger at møde medierne på Hotel Pinenhus – knap fem timer med offentlig transport fra København.
Fordi det er ham. Fordi stedet oser af ro, hygge og uhøjtidelighed.
»Lige efter Touren blev det selvfølgelig lidt for meget. Så trak jeg mig lidt. Det var helt, helt, sindssygt, hvordan det havde været,« siger Jonas Vingegaard.
Men har hans liv ændret sig, fordi han kørte hurtigt i tre uger i juli?
»Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes stadigvæk, at jeg er den samme,« svarer han og bruger en måske lidt tyndslidt kliché om, at intet er forandret.
På trods af at han som person virker meget lig, hvad han har været før, køber han præmissen om, at meget omkring ham har ændret sig.
For manden, der er vokset op i Thy, har ikke taget en hylde op i 2021. Det er mere noget i retning af, at han er gået direkte fra 8. klasse til 3.g.
Men for ham at se begyndte det allerede inden Tour de France.
»På en måde har det da klart været overvældende. Hvis man spoler tilbage et løbende år fra september til efter Tour de France, har det jo været et vanvittigt år. Først og fremmest er det en fantastisk og rørende ting at blive far,« forklarer han, som blev far til Frida i september i fjor.
»At have haft sådan en sæson oven i hatten er jo så bare helt sindssygt.«
