Magnus Cort vinder 19. etape af Vuelta a Espana og bliver den mest vindende danske cykelrytter i Grand Tour-sammenhæng nogensinde.

Det er et vaskeægte hattrick af Magnus Cort, der snupper sin tredje etapesejr i årets Vuelta.

Magnus Cort var i udbrud det meste af dagen og var stærkest i spurten. Andreas Kron (Lotto Soudal) blev nummer seks.

»Det var ikke før de sidste fem til seks kilometer, at jeg troede på sejren. Det var en meget hård dag. Alle havde tunge ben, men på en eller anden måde formåede jeg at hænge i,« siger Magnus Cort efter den historiske sejr og fortsætter:

Foto: Manu Bruque
Vis mere

»At have tre sejre i det samme løb er fuldstændig fantastisk,« lyder det fra en glad Cort, der også sender en stor tak til holdkammeraten Lawson Craddock, som var med til at holde feltet væk fra udbryderne og førte Magnus Cort frem til sejren.

Magnus Cort står nu noteret for syv etapesejre i grand tour-løb i karrieren – seks i Vueltaen og en i Tour de France.

Han vandt tidligere i årets løb både 6. og 12. etape.

Et jagtende felt kom i mål 18 sekunder efter Cort, og dermed var der ingen forskydninger i toppen af klassementet efter dagens kuperede etape på 191 kilometer fra Tapia til Monforte de Lemos.

Foto: MIGUEL RIOPA
Vis mere

Primoz Roglic (Jumbo-Visma) har stadig 2 minutter og 30 sekunder til Enric Mas (Movistar) og yderligere 23 sekunder til Miguel Ángel López (Movistar) før løbets sidste to etaper.

Sammen med 22 andre kom Cort og Kron af sted i et tidligt udbrud, men flere faldt løbende fra, da feltet ikke havde tænkt sig at lade det køre væk uden kamp.

Med omkring 100 kilometer til mål var hullet til feltet oppe på næsten tre minutter, men mere blev det heller ikke til i løbet af dagen.

Kron forsøgte sig en overgang med et angreb og fik selskab, men gruppen blev forholdsvist hurtigt kørt ind igen.

Med 40 kilometer til målstregen røg forspringet under et minut, og frontgruppen blev splittet op i flere mindre grupper.

Kron og Cort fik begge etableret sig i den forreste gruppe med i alt syv ryttere, der forsøgte at holde et aggressivt felt med DSM og BikeExchange i front på afstand.

På et tidspunkt var forspringet reduceret til under 20 sekunder, men Cort, Kron og de andre udbrydere kæmpede hårdt for sagen, og godt hjulpet af holdkammeraten Lawson Craddock kørte Cort endnu en triumf hjem.

Rytterne skal lørdag over fem stigninger i løbet af de 202 kilometer fra Sanxenxo til Mos. Søndag afsluttes løbet med en 34 kilometer lang enkeltstart.