Håndboldglade danskere kan godt begynde at forberede sig på andre stemmer i øregangene, når der til december er VM i kvindehåndbold.

For den ellers populære TV 2-duo Thomas Kristensen og Bent Nyegaard skal ikke kommentere slutrunden senere på året.

Det fortæller John Jäger, der er chefredaktør på TV 2 Sport, til B.T.

»Det bliver i stedet Jonas Risager Nyhøj og Peter Bruun Jørgensen, der skal kommentere slutrunden og dermed Danmarks kampe til december,« siger han.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

TV 2 Sport-chefen slår dog fast, at det folkekære makkerpar Thomas Kristensen og Bent Nyegaard dog sidder bag mikrofonerne, når der til januar skal spilles EM i herrehåndbold.

Det bliver til gengæld også sidste gang, at makkerparret skal kommentere håndbold sammen – i hvert fald i denne omgang.

Thomas Kristensen kunne nemlig i sidste uge meddele, at han efter 22 år stopper som håndboldkommentator på kanalen. Den 50-årige TV 2-profil skal i stedet være en fast bestanddel af kanalens fodbolddækning.

John Jäger, skal Bent Nyegaard så have en ny makker fremover?

»Indtil de relevante personer har fået besked, så er det stadig en medarbejdersag, som jeg ikke kan dele med offentligheden. Men der er heldigvis god tid til at overveje og tænke det igennem. Så langt er jeg dog ikke nået endnu.«

Forsøgte du at overtale Thomas Kristensen til at blive?

»Vi har naturligvis haft mange og lange diskussioner om, hvad der er bedst for TV 2. Og her er jeg sikker på, at vi har truffet det rigtige valg.«

Afgangen af den mangeårige håndboldkommentator efterlader derfor en tom plads i kanalens håndbolddækning, og det kommer til at få stor betydning.

Thomas Kristensen i studiet.
Thomas Kristensen i studiet. Foto: Ebbe Rosendal / TV 2
Vis mere

»Det er da et stort tab for os, men jeg er også enormt glad for, at vi har fået så mange fodboldrettigheder. Og det ville jo være vanvittigt, hvis vi ikke brugte en af Danmarks bedste kommentatorer på den front,« fortæller John Jäger.

Inden det store farvel til januar venter der dog stadig nogle måneder, hvor danske håndboldseere har muligheden for at høre Thomas Kristensens velkendte stemme i tv.

Den historie kan du læse mere om HER.

B.T. har været i kontakt med Bent Nyegaard, men han ønsker ikke at kommentere på Thomas Kristensens farvel.