Søndag var en vanvittig dag på de belgiske landeveje.

Mod alle odds fik magiske Michael Valgren hevet en bronzemedalje i land efter en endnu mere vanvittig uge for det danske landshold.

Men den havde været vanvittig på den dårlige måde.

I sidste uge mistede Chris Anker Sørensen nemlig livet i en tragisk trafikulykke, og Michael Valgren skænkede også sin tidligere holdkammerat mere end bare én tanke, da han sad med medaljen om halsen.

Michael Valgren (i rødt og med hvid hjelm) snuppede bronze få centimeter foran Jasper Stuyven (th.)
Michael Valgren (i rødt og med hvid hjelm) snuppede bronze få centimeter foran Jasper Stuyven (th.) Foto: DIRK WAEM
Vis mere

»Jeg har tænkt på ham. Chris var noget helt specielt. Han levede for cyklingen, han var en af mine gode venner og lærte mig meget, da jeg var nyprofessionel på Saxo-Bank,« sagde Michael Valgren, der delte holdbus med Chris Anker Sørensen i 2014 og 2015.

»Jeg har været på mange træningslejre med ham – bare ham og jeg.«

Tidligere på ugen forklarede Michael Valgren, at han har fået hjælp af en mentaltræner for at bearbejde sorgen i sin forberedelse til VM.

For det har været svært at rejse sig efter den frygtelige nyhed, erkender han. Og sætte sig i sadlen igen for at køre cykelløb.

Chris Anker Sørensen døde bare 37 år gammel.
Chris Anker Sørensen døde bare 37 år gammel. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg tænkte på ham derude,« sagde Michael Valgren.

»Da han døde, var jeg ikke rigtig motiveret. Men så tænkte jeg på, hvad Chris ville gøre i min situation. Han ville ære cykelløbet. Og gøre det, vi elsker. Køre på cykel. Det gjorde jeg.«

Under VM-løbet i Belgien havde alle de danske ryttere iført sig et sort sørgebind for at ære den tidligere cykelrytter og TV 2-kommentator.

Og det var selvsagt ikke kun medaljevinderen Valgren, der har haft nogle svære dage.

»Det er dejligt at være her, specielt her på podiet. Vi havde en hård uge med landsholdet. Vi kendte alle Chris rigtig godt, og han var et stort navn i Danmark.«

VM blev vundet af franske Julian Alaphilippe for andet år i træk.