Efter mere end 900 dage er det mytiske og ikoniske cykelløb Paris-Roubaix igen i gang, men ikke alt er, som det plejer.

For selvom cykling på TV 2 ofte er lig med kommentatorparret Dennis Ritter og Rolf Sørensen samt Rasmus Staghøj, så er ingen af dem på skærmen søndag.

I stedet er det TV 2s Michael Stærke ,der sammen med den tidligere cykelrytter Lars Bak og Bjarne Riis, sidder bag mikrofonen og guider seerne igennem cykelløbet fra helvedet.

Det har fået mange seere til at undre sig.

Dennis Ritter.
Dennis Ritter. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

B.T. har derfor været i kontakt med chefredaktør på håndbold og cykling hos TV 2 Sport, John Jäger, der oplyser, at han af gode grunde ikke kan gå i detaljer om, hvorfor trioen ikke er på plads søndag.

»Det er sikkert indlysende for alle, at jeg ikke kan gå nærmere ind, hvorfor vi vælger nogle til visse opgaver og andre til andre opgaver. Det er forhåbentlig også oplagt for alle, at jeg heller ikke skal offentliggøre, hvad den ene medarbejder eller den anden medarbejder laver, når vedkommende ikke er på arbejde.« siger han og fortsætter:

»Men jeg kan sige, at det er helt og aldeles udramatisk på alle tænkelige måder. Og jeg kan tilføje, at jeg nu har lyttet til Michael Stærke, Lars Bak og Bjarne Riis i et par timer, og de gør det fremragende. Jeg er meget tilfreds med dem, og det er jeg i øvrigt også med reportere og redaktør og producer og så videre. Det er dejligt med mange dygtige folk.«

John Jäger glæder sig dog over, at der sidder opmærksomme og passionerede seere ude i de danske sofaer.

»Jeg er kun glad for den store interesse for vores kommentatorer. Og jeg er ekstra glad for, at vi har valgt nogle kommentatorer og nogle eksperter, som folk har en stærk holdning til. Det er godt.«

Rasmus Staghøj, der sidste søndag kommenterede VM i cykling sammen med Rolf Sørensen, oplyser på Twitter, at han er på barsel.

'Jeg er på barsel, og jeg er i Italien. Lige nu sidder jeg på et Trattoria i Cappezzano lige uden for Pietrasanta og venter på at få pasta serveret. Min søn sover i klapvognen. Derfor er jeg ikke til Paris-Roubaix. God søndag og nyd løbet.'

Paris-Roubaix er i fuld gang, og der er lagt op til massiv dramatik.

Det voldsomme vejr kommer nemlig til at få stor indflydelse på det altid intense cykelløb, hvor flere danske stjerner også vil byde sig til på de våde og glatte brosten.

Du kan følge det hele i livebloggen på bt.dk LIGE HER.