Sonny Colbrelli tog karrierens største sejr, da han vandt Paris-Roubaix efter et dramatisk løb.
Længe lå landsmanden Gianni Moscon til at vinde en flot sejr efter at have været tidligt af sted og kørte fremragende alene, indtil først en punktering og kort efter et styrt førte til, at forfølgerne hentede ham.
Her sad Colbrelli sammen med forhåndsfavorit Mathieu van der Poel og overraskelsen Florian Vermeersch. De tre kom samlet ind på den berømte velodrome i Roubaix.
Her kørte Colbrelli spurten perfekt og tog karrierens største triumf foran Vermeersch og van der Poel.
Straks efter målstregen kastede han sig hulkende og udmattet i græsset efter triumfen. Fantastiske billeder, som indrammede, hvor hårde og vanvittige de næsten 258 kilometer med 30 brostenssektorer, de såkaldte pavéer, havde været.
Den berygtede Arenberg-skov med brosten godt 90 kilometer fra mål blev som altid dramatisk – og et dyrt bekendtskab for de to danskere, som sad med i den sjove ende af løbet.
Kasper Asgreen punkterede, men værre gik det for den ellers velkørende eksverdensmester Mads Pedersen, der røg ned. Han forsøgte at køre lidt videre, men måtte udgå.
Til gengæld fik Søren Kragh Andersen sneget sig frem til en af favoritgrupperne og fik kortvarigt en birolle i finalen, hvor van der Poel førte an i jagten på resterne af det tidlige udbrud.
Med omkring 50 kilometer til mål var det udbrud reduceret til en ensom Moscon. Han er en dygtig temporytter, og nu skilte en 50 kilometers enkeltstart ham fra karrierens største triumf.
Bagfra forsøgte van der Poel i sin femmandsgruppe at lukke op til Moscon, som dog så godt kørende ud. Han holdt et forspring på over et minut indtil 30 kilometer før mål. Så ramte uheldene.
Først blev han ramt af punktering og måtte skifte cykel. Det tog et halvt minut af forspringet. Få kilometer senere styrtede han på et vådt brostensstykke, og så var der kun omkring ti sekunder ned til forfølgerne.
Alt var atter åbent. Men Moscon nægtede at give op. Den italienske traktor fortsatte med at pløje sig igennem de mudrede pavéer.
Han var 14 sekunder foran, da han nåede det modbydelige 2,1 kilometer lange pavéstykke 17 kilometer fra mål. Her fangede van der Poel, Colbrelli og Vermeersch ham og satte ham straks.
Det hele skulle afgøres mellem de tre debutanter i løbet, og det så ud til, at van der Poel havde brugt for mange kræfter, som det også var tilfældet, da Asgreen slog ham i Flandern Rundt.
Han kunne ikke svare igen i trioens spurt og måtte nøjes med tredjepladsen.
/ritzau/
Du kan genopleve det vilde løb i LIVE-bloggen her: