»Det gør mig ikke nervøs, tværtimod glæder jeg mig over, at jeg kan blive en af de få, der både vinder Flandern Rundt og Paris-Roubaix.«

Sætningen lyder egentlig rimelig uskyldig, men man må ikke tage fejl her.

Med en vanvittig præstation i foråret skrev Kasper Asgreen sig ind i historiebøgerne som historiens kun anden dansker, der har vundet Flandern Rundt.

Nu kan han blive en del af en eksklusiv klub af ryttere, der har vundet begge storløb samme år. Eller blive den første dansker, der vinder de to monumenter.

»Havde det været en uge efter, som det plejer, havde jeg kunnet bruge selvtilliden, som min form gav mig. Men det kan jeg ikke i år, nu er det som at starte forfra.«

Normalt ligger Paris-Roubaix kun en uge efter Flandern Rundt, hvor Kasper Asgreen snuppede karrierens hidtil største triumf.

Men det har coronakrisen lavet om på i 2021.

»Der er sket meget siden. Jeg har bygget min form op igen, jeg tror, jeg er, hvor jeg gerne vil være. Jeg håber at være der på søndag,« siger den danske Deceuninck-Quick-Step-rytter.

Til Flandern Rundt trak den 26-årige rytter sig sejrrigt af en legendarisk dyst med forhåndsfavoritterne Mathieu van der Poel og Wout van Aert, og det er ifølge mange medier også de to, man især skal holde øje med i søndagens løb.

Men spørger man Asgreen, er det ikke kun de to, han regner med at se forrest.

»Jeg tror, at der er mange ryttere, der kan være med i finalen, jeg regner ikke med, at jeg kommer til at være oppe forrest, specifikt med de to igen.«

I søndags var Kasper Asgreen en del af det danske landshold til VM i Belgien, hvor Michael Valgren vandt en flot bronzemedalje.

Til gengæld gik det ikke Danmarks vej undervejs, da flere ryttere styrtede og udgik, og Asgreen havde heller ikke sit livs løb.

Langtfra.

»En medalje til VM er ikke dårligt. Vi havde en masse styrt og sådan. Men vi fik jo ikke alle det ud af løbet, vi gerne ville. I sidste ende kan vi nok ikke være for skuffede i forhold til, hvordan det gik.«

Selv brækkede han sig på sin cykel og måtte udgå grundet sygdom.

»Jeg tror ikke, det kommer til at betyde noget,« siger han om sygdommen i sine forberedelser til Paris-Roubaix.

»Jeg havde maveproblemer, og det ramte mig natten mellem lørdag og søndag. Siden tirsdag har jeg haft det fint igen, og det har ikke påvirket mig denne uge. Jeg tror, min forberedelse har været så god, som den skal være.«

Du kan følge Paris-Roubaix LIVE på bt.dk fra klokken 10.45 søndag.