Michael Valgren har paradoksalt nok gravet rigtig dybt for at komme tilbage fra dybet. Ja, indimellem er han nærmest blevet begravet levende.
Men efter tre et halvt års sejrstørst – der blev slukket for få dage siden – greb danskeren en fuldstændig magisk bronzemedalje omklamret af sindssyge folkemasser, fritter, øl og flamske tilråb på de belgiske landeveje ved Leuven.
»Tag Michael Valgren, for eksempel. Som dansker er det frustrerende for mig at se en som ham, der bare er... Jeg vil ikke sige tabt, men hvad sker der?« sagde Bjarne Riis til B.T. i juli.
»Et kæmpe talent som ham, en fantastisk cykelrytter, der bare har mistet den fuldstændig.«
Mange havde nok afskrevet Michael Valgren for længst. Ligesom Bjarne Riis nærmest havde det.
Indtil for få uger siden lignede han mest af alt en slags evighedstalent, der aldrig formåede at indfri de enorme forventninger, som første halvdel af hans karriere berettigede ham til.
Men søndag kørte han et formidabelt cykelløb på en dag, hvor alt så ud til at gå imod Danmark.
Ovenikøbet efter en uge, hvor sorgen over Chris Anker Sørensens død har hængt over landsholdet som en tung sky.
Styrt, fejlslagne forsøg og ryttere, der faldt som fluer, hjalp bestemt ikke de rød-hvide på vej på VM-ruten, men Michael Valgren kneb balderne sammen – formentlig i bogstavelig forstand – da han sled sig gennem de knap 270 kilometer.
Det kan godt være, at ekstasen ikke kan måle sig med Mads Pedersens fantastiske, unikke og sensationelle triumf for to år siden ved VM i Yorkshire.
Men man skal næppe tage fejl af, at Michael Valgrens bronzemedalje er et fænomenalt resultat under et VM, der igen levede op til de enorme forventninger.
Som dansker havde man formentlig forventet mere af det stjernespækkede hold, men VM-løbet kan få ens puls til at nærme sig maks, som ingen andre kan.
Kaos, vanvidsangreb, sindssyge præstationer, hovedløse beslutninger og belgiske raseriudbrud på hjemmebane skabte en enorm spænding og et sjældent seværdigt cykelløb blandt de ellevilde belgiere, der næppe skåler i Leffe efter et skuffende resultat.
Men det kan Michael Valgren til gengæld.
Efter en »hård uge med landsholdet«, som han kaldte den, på grund af hans tidligere holdkammerat Chris Anker Sørensens tragiske død, fik Valgren sat en tyk streg under sin genrejsning.
Det kan godt være, at han både var centimeter fra at ende nummer to og nummer fire. Men en bronzemedalje ved VM, der af mange anses som verdens største endagsløb, er et endegyldigt bevis på, at Valgren har arbejdet sig ud af krisen.
Han er nået for enden af den mørke tunnel, der har forfulgt ham i så mange år. Bevares, han vandt to italienske løb – og endda to dage i træk – tidligere i september.
Men det var langtfra mod ryttere af den kaliber, han mødte søndag.
I godt tre år er Michael Valgren blevet kritiseret fra rigtig mange kanter. Kritikken har været hård, men også meget ofte berettiget, og derfor er det ekstra smukt, at det er ham, der redder Danmarks VM anno 2021 i Belgien fra at være en gedigen fiasko.
»Jeg håber, at han reflekterer over det og tager de rigtige beslutninger fremadrettet. Det gør mig ked af at se en som ham, der nærmest startede hos os i sin tid,« sagde Bjarne Riis også i juli.
På to uger har Michael Valgren vendt alt på hovedet. Det kan godt være, at det ikke er en sejr, men det føles lige sådan.
Ja, Julian Alaphilippe vandt for andet år i træk og var urørlig. Men inden VM vidste Valgren godt, at han måske kun ville have et skud i bøssen på vejene mellem Antwerpen og Leuven.
Den ene chance, den greb han.
