En mand var i nød og tilkaldte hjælp, da hans båd kæntrede i Furesø søndag eftermiddag.

Manden er blevet reddet i land og tilset omgående af de fremmødte myndigheder.

Han har det efter omstændighederne godt.

»En forbipasserende båd ser en båd ligge på hovedet. Han sejler så derhen og ser en mand nede i vandet. Sammen prøver de at få manden op i den forbipasserendes båd, men det lykkedes ikke. Derfor bliver Farums redningsbåd tilkaldt, der sejler ud til båden og redder manden op fra vandet,« fortæller indsatslederen fra Frederiksborg Brand & Redning, Nicolai Østergaard, til B.T.

Han fortæller samtidig, at manden blev tilset i en ambulance, da han kom på land.

Her kunne de konkludere, at manden ikke havde taget skade af tiden i Furesø. Det var dog tydeligt, at han havde frosset i vandet.