'Jeg har ærlig talt været lidt i tvivl, om jeg skulle dele dette.'
Sådan indleder TV 2 Sport-reporteren Sanne Jakobsen et opslag på sin Instagram-profil.
'Men jeg landede fra Frankrig og Tour de France med de bedste minder. Og desværre også en positiv corona-test!' fortæller hun.
Til B.T fortæller Sanne Jakobsen, hvorfor hun i første omgang var tilbageholdende i forhold til at trykke 'del' med sine mange følgere.
»Jeg var i tvivl, om jeg skulle dele det, da jeg ikke ville skabe alt for meget postyr omkring det. Jeg har ikke været alvorligt syg, så jeg ville ikke skabe panik. Når man siger, man er smittet med corona, så kan det hurtigt skabe alle mulige bekymringer hos alle mulige mennesker,« siger TV 2 Sport-reporteren og fortsætter:
»Det har heldigvis ikke været tilfældet hos mig, så det er egentlig derfor, at jeg var lidt tilbageholdende med det,« siger Sanne Jakobsen, der på Instagram fortæller, at hun har haft milde symptomer. Hovedpine, muskelsmerter, let feber og en mistet smag- og lugtesans. Dog er hun ovenpå igen.
»Jeg havde symptomer i tre til fire dags maks. Det startede en aften, varede i to hele dage og tog derefter af igen. Jeg er fuldstændig ovenpå igen. Jeg har 7-9-13 ingen følgevirkninger og har været symptomfri i en uge nu,« fortæller hun.
Sanne Jakobsen fortæller, at den positive test ikke har ændret hendes tilgang til coronavirus.
På Instagram skriver hun, at hun bare vil minde alle om at passe på sig selv og hinanden, og at hun har fået fornyet respekt for hele situationen.
»Det var mere den der følelse af, at jeg har talt med rigtigt mange sundhedsmyndigheder, fordi jeg havde så mange spørgsmål. Når man står i det, og man ikke rigtigt kender svarene, så kan man blive nervøs for mulige følgevirkninger. Fordi det er svært at få konkrete svar. Man tænker bare tankerne... kommer jeg til at have varige skader på lungerne? Hvor hårdt bliver jeg ramt? Det var derfor, jeg skrev, som jeg gjorde,« fortæller Sanne Jakobsen.
Årets Tour de France blev kørt fra 29. august til 20. september efter at være blevet udskudt som følge af corona-pandemien, der lige nu hærger i både Danmark og resten af verden. Særligt Frankrig var hårdt ramt, da det store løb blev kørt, og derfor var der også mange restriktioner til både ryttere og journalister.
Sanne Jakobsen fortæller, at dem, hun arbejdede med, alle er blevet testet negative, og så har hun bare en kort opsang:
'Afstand og håndvask kan noget,' skriver hun med henvisning til retningslinjerne.