Han skulle på scenen for at uddele en pris. Men Lars Høgh havde også noget på hjerte, og til kæmpe klapsalver fra salen gik han til mikrofonen.
»Hej, allesammen. Min svoger, han er bøsse. Han hedder Jakob. Han er også læge. Han er gift med Henrik, som er VVS'er. Og det er nogle pissedejlige mennesker.«
Sådan lød det fra den danske landsholdslegende på scenen ved 'Danish Rainbow Awards', der blev sendt fredag aften på TV 2 Zulu.
Her skulle han uddele 'Sportsprisen', men inden han gjorde det, fortsatte han sit opråb.

Om de mennesker i hans omgangskreds, der er homoseksuelle. Men der var en større pointe fra den tidligere målmand, der har været i sporten en stor del af sit liv.
»Vi har nogle venner, som hedder Steven og Thomas, som er homoseksuelle. Vi elsker at komme hos Steven og Thomas. Steven er en fantastisk fotograf. Thomas er en eminent kok på Lundsgaard Gods. Det er i min snævre kreds, det her foregår. Jeg har været omkring fodbold i over 40 år. Jeg har aldrig mødt en homoseksuel. Det er sgu da et tabu, der vil noget, for helvede,« sagde Lars Høgh.
Mens kameraet panorerede rundt på publikum, var der helt stille i salen, mens alle havde øjnene fast rettet mod Høgh.
»Det er voldsomt. At man i 40 år har haft med fodbold at gøre og ikke mødt én homoseksuel. Det skal vi altså have gjort noget ved,« lød det fra Lars Høgh, hvilket fik publikum til at bryde ud i store klapsalver.
Inden Lars Høgh, der i sin karriere spillede over 800 kampe for OB, gik på scenen, var der et indslag med FCK-profilen Viktor Fischer.
Han råbte op sidste år efter at have oplevet homofobiske tilråb fra fodboldfans, hvilket gav ham prisen for 'Årets hetero/Straight Ally'.
Noget, der heller ikke var gået ubemærket hen hos Lars Høgh, der fra scenen med alvor i blikket roste fodboldspilleren. For der skal gøres noget. Både nu og fremover, slog han fast.
»Det er stærkt af Viktor. Jeg mindes min ungdom, som andre har prøvet også, det med første- og andenvælger i skolen og til fodbold. Det var tortur. De to, der stod tilbage hver gang, var de samme, og jeg får nøjagtig den samme følelse, når jeg ser homoseksuelle, der ikke kan få plads i vores fodbold – både bredde og elite. Og det skal vi have ud,« sagde Lars Høgh og slog fast:

»Fodbold er en verdenssport, der samler folk. Vi ekskluderer ikke folk. Vi samler folk, det er vi pissegode til, og det skal vi blive ved med. Og jeg vil sige, at netop fodbolden kan gøre det. Og vi skal allesammen være med til det. I skal bare vide, at sidder der nogen derude på eliteplan eller måske breddeplan, som tror, de er alene, er der altså mange, der står op for jer, skal I vide. Jeg er en af dem, og der er mange andre, der gør det.«
Herefter kvitterede de mange i salen endnu en gang med store klapsalver til den 61-årige legende, der herefter skulle uddele 'Sportsprisen'.
En pris, som landsholdsstjernen Pernille Harder vandt.