Et lykkeligt sejrskys.

Det var, hvad Pernille Harder og kæresten Magdalena Eriksson delte under VM i Frankrig.

Billedet blev delt verden over, og på grund af blandt andet det, vandt den danske landsholdsstjerne en pris onsdag aften.

Det skete ved Danish Rainbow Awards, der blev afholdt i Cirkusbygningen, hvor Pernille Harder vandt 'Sportsprisen'.

»Pernille Harder har gentagne gange gjort sig bemærket på grønsværen, men Pernille og kæresten Magdalena kig verden rundt, da de kyssede på sidelinjen ved VM i Frankrig. Pernille bruger sin status og indflydelse for LGBT+ rettigheder på internationalt plan,« lyder det i begrundelsen.

Og hun var ikke den eneste sportspersonlighed, der markerede sig. Det samme gjorde FCK-profilen Viktor Fischer.

Han fik prisen som 'Årets hetero/Straight Ally' som følge af, at han i april sidste år svarede nogle OB-fans igen, der kom med homofobiske sange rettet mod ham.

»Victor Fischer startede en mindre regnbue revolution på fodboldbanen da han i sommeren sagde fra over for homofobiske til råb fra tilskuerne. Han opråb fik klare konsekvenser og bidrog til kampen mod homofobi i sportsverdenen,« lyder det i begrundelsen.

Viktor Fischer satte sidste år homofobi på dagsordenen.
Viktor Fischer satte sidste år homofobi på dagsordenen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Kampen, der blev spillet i Odense sidste år sluttede med en FCK-sejr på 1-0, og det var herefter, Viktor Fischer stillede sig op og kyssede til OB's fans.

Noget helt symbolsk som følge af de homofobiske tilråb, fortalte han efter kampen.

»De prøver at bruge det til at vinde. Det kan de ikke. Jeg vinder alligevel. Og så må de få en reaktion på det, de skodhoveder, der i 2019 synes, at det er en nedværdigende sang. Det er jo helt gak-gak. Kom nu videre,« sagde Viktor Fischer.

»Det burde være stoppet for længe siden. Come on. Vi er alt for langt fremme til det. Vi har skønne tv-show på Zulu om mangfoldighed. Vi er da meget længere fremme, end at det der er nedværdigende. Men der er måske nogle derude med en anden seksualitet end min, som bliver ramt. Det er sjovt nok heller aldrig os hvide mennesker, der bliver ramt, hvis det er racistiske tilråb mod mørke mennesker,« lød det fra FCK-spilleren.