Tre timer og 11 minutter tog det hollandske Kiki Bertens at slå italienske Sara Errani ud af French Open.
Den lange kamp tog så hårdt på Bertens, at hun fik voldsomme kramper, faldt til jorden og ikke kunne rejse sig op igen.
Hun skulle hentes i en kørestol og blev herefter eskorteret ud i omklædningsrummet. Men selv om Bertens øjensynligt kæmpede bravt og gav alt, hvad kroppen kunne magte, så havde hendes modstander en anden opfattelse.
»Efter en time er hun skadet, men så løber hun som aldrig før lige bagefter. Hun forlader banen i en kørestol, kort efter har hun det perfekt ude i omklædningsrummet, og nu er hun på restaurant. Hun overdrev,« sagde Errani ifølge The Straits Times efter kampen.
Errani stormede ud, da kampen sluttede uden at give det obligatoriske 'racquet tap', der den seneste tid har erstattet de sædvanlige håndtryk og kram. Undervejs i kampen gjorde hun også grin med modstanderens kramper, som hun antydede ikke var ægte, og efter kampen lagde hun heller ikke skjul på sine følelser.
»Det gjorde mig meget sur. Tillykke til hende, men hun behøver ikke vinde på den måde,« sagde Errani.
Kiki Bertens blev konfronteret med Erranis kommentarer og insisterede på, at der ikke var tale om skuespil:
»Kramperne var ægte. Jeg havde kramper i fod, ben og hænder. Til sidst var det hele kroppen.«
»Hun kan sige, hvad hun føler, men hvis jeg 'fakede' mine skader, så skulle jeg måske blive skuespiller i stedet. Jeg ved ikke, hvad hun tænker på.«
Hun forklarede, at hun blev tilset af en fysioterapeut i 45 minutter efter kampen, og at kramperne først gik væk efter en halv time.
»Hun skulle have været derinde. Jeg er ikke glad for at høre de kommentarer, som hun har rettet mod mig, men jeg vil ikke tage det personligt. Hun var bare frustreret.«
Kiki Bertens er nummer otte på verdensranglisten og møder i tredje runde Katerina Siniakova.