Uheldige Mie Højlund nåede slet ikke at komme i aktion for det danske kvindehåndlandshold søndag aften.

Inden Danmarks Golden League kamp mod Frankrig måtte hun forlade banen, før kampen blev fløjtet i gang.

Den 22-årige landsholdsspiller pådrog sig nemlig en skade under opvarmningen og måtte gå grædende fra banen.

Hun fik efterfølgende behandling på sidelinjen, for hvad der lignede en ankelskade. Under anden halvleg blev hun også set på tribunen med krykker.

Danmark's Mie Enggrob Højlund bliver skadet under opvarmningen og forlader hallen før kvindernes Golden League-kamp Danmark mod Frankrig, Vibocold Arena i Viborg søndag den 4. oktober 2020.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Danmark's Mie Enggrob Højlund bliver skadet under opvarmningen og forlader hallen før kvindernes Golden League-kamp Danmark mod Frankrig, Vibocold Arena i Viborg søndag den 4. oktober 2020.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Bo Amstrup

Men det er næppe så alvorligt, som det måske kunne se ud. Mie Højlund gav nemlig følgende kommentar til TV 2 Sport under kampen:

»Jeg er uheldig og træder op på en fod under opvarmningen. Jeg blev ikke presset eller noget, så det er bare meget uheldigt.«

Efter kampen kom der en mere specifik vurdering af skadens omfang:

»Vi har mærket på ledbåndene, og jeg er mega øm omkring anklen, men forhåbentlig tager det ikke så lang tid med de her ankelskader, så vi krydser fingre,« sagde Højlund.

Det danske kvindehåndlandshold spiller i disse dage Golden League på dansk grund. Først måtte de gå fra banen med et nederlag til Norge på 28-21, men fik herefter genoprejsning, da de slog Montenegro med hele 36-23.

Danskerne manglede dog Mie Højlunds kvaliteter i den sidste kamp, som de tabte med 27-23 til Frankrig.

Mie Højlund, der til daglig spiller i Odense Håndbold, har i sin korte karriere allerede været plaget af en del skader. Blandt andet har hun tidligere fortalt, hvordan den ene skulder har drillet hende voldsomt.

Noget, der dog er styr på for den danske profil, der er blevet en fast del af landsholdet, efter hun i 2016 kæmpede sig igennem en hård periode, hvor det var nødvendigt med en håndboldpause.

»Det har betydet så meget. Dengang var det ikke muligt for mig at tage af sted. Jeg var virkelig presset. Det tror jeg bare, man lærer så meget af. At når man går igennem en så hård periode, hvordan man så skal tackle ens tanker og krop. Det er erfaringer, man tager med sig,« fortalte Mie Højlund til B.T inden sidste års VM i Japan.