Efter to katastrofale dage for Jakob Fuglsang blev mandag én lang optur for den danske Astana-rytter, der nu må regnes som en af de absolutte topfavoritter til at vinde Giroen.
Danskeren kørte en flot femteplads hjem på den mytiske vulkan Etna og klatrer frem som nummer ni i det samlede klassement.
Men vigtigst af alt kan Fuglsang sætte et stort, fedt kryds over sin værste konkurrent, Geraint Thomas (Ineos Grenadiers), mens også Simon Yates (Mitchelton–Scott) får svært ved at hente de tre minutter, han smed på etapen.
»Det er en super dag for mig. Det blev til meget mere, end jeg havde turdet håbe på. Mest af alt, fordi jeg slipper af med mine to værste konkurrenter,« siger Jakob Fuglsang til B.T. og fortsætter:

»I hvert fald Geraint Thomas er helt ude nu. Det er ærgerligt for ham, men sådan er spillet. Simon Yates har også en total offday. Det er godt for mig.«
Waliseren Geraint Thomas var efter lørdagens dramatiske enkeltstart kæmpefavorit til Giro d’Italia. Men det satte et bizart styrt en stopper for, da han endte i karambolage med en dunk og røg i asfalten.
Geraint Thomas endte 12 minutter efter vinderen, Jonathan Klever Caicedo (EF Pro Cycling), og måtte med et tungt tråd slide sig i mål med iturevet tøj og store sår på lår og overkrop.
Simon Yates kæmpede med dårlige ben på løbets første barske stigning, og det var en stærk Jakob Fuglsang ikke sen til at udnytte.

»Jeg følte mig virkelig godt kørende, og jeg synes selv, jeg viser, at jeg er en af de stærkeste. Det lover godt for løbet - og for moralen - efter to dage med nedture,« siger Jakob Fuglsang.
Danskeren har på de to første dage i Giroen mistet sine to vigtigste hjælpere, Aleksandr Vlasov og Miguel Angel Lopez, men efter etapen roste Fuglsang alligevel sine holdkammerater.
»Holdet laver virkelig et godt stykke arbejde på de farlige veje, inden vi rammer Etna. De sætter mig i en perfekt position. I finalen blev det lidt sværere, fordi jeg sad alene. Der var ingen til at køre de forskellige forsøg ind, og Wilco Kelderman fik lov at køre væk. Men vi sad mere eller mindre isoleret - alle kaptajner,« siger Fuglsang.
Mod slutningen af den 18,85 kilometer lange stigning på vulkanen forsøgte Astana-kaptajnen flere gange at slå hul til de øvrige favoritter. Uden held - og det var der en god grund til.
»Det var ærgerligt, at der var så meget modvind på toppen, for det gjorde det meget svært at lave den store forskel. Men alt i alt er jeg optimistisk. Jeg har ramt min form, og jeg tror også, jeg kan bygge mere på i løbet af Giroen.«
Jakob Fuglsang er kravlet 37 pladser frem i klassementet og er placeret som nummer ni, 1:13 efter stortalentet João Almeida (Deceuninck-Quick-Step).