UCI gør det fra april ulovligt at sidde på cyklens overrør, hvilket møder kritik fra tidligere verdensmester.

Den Internationale Cykelunion (UCI) har vedtaget en række regler, der skal mindske risikoen for styrt.

Et af tiltagene bliver dog mødt med kritik fra den tidligere verdensmester Michal Kwiatkowski (Ineos).

Cykelstjernen forstår ikke, at der fra april indføres en regel om, at rytterne ikke længere må benytte cyklens overrør til at sidde på. Overrøret bliver brugt til at opnå en aerodynamisk siddeposition.

»Hvis man gør det ulovligt at sidde på overrøret, så bliver det næste sikkert, at vi til næste år ikke længere må hæve hænderne op i luften for at fejre en sejr.«

»Så bliver der også indført fartgrænser og den slags,« siger Kwiatkowski til cyclingnews.com.

Også Chris Froome, der har gjort brug af positionen, stikker mod de nye regler på Twitter:

Sidste år blev cykelsporten ramt af en række alvorlige styrt. I Polen Rundt svævede den hollandske rytter Fabio Jakobsen i nogle dage mellem liv og død, efter at han blev presset ud i barrieren under et opløb.

»Jeg synes, at de (UCI, red.) bør have mere fokus på den organisatoriske del af cykelløbene,« siger Kwiatkowski.

Den 30-årige polak, der vandt VM i 2014, mener ikke, at det udgør nogen særlig risiko at sidde på overrøret.

»Reglen har bare til hensigt at lægge ansvaret for styrt over på rytterne.«

»Der er mange ting, man kunne starte med. Blandt andet at forbedre sikkerheden på vejene og i forhold til barrierer. Men at sidde på overrøret - undskyld mig, men det er jeg ikke enig i. Vi er altså professionelle cykelryttere,« siger Kwiatkowski.

Torsdag annoncerede UCI en række sikkerhedstiltag, som også omfatter løbsarrangørerne.

Blandt andet bliver løbsarrangørerne fra 2022 pålagt en række standarder, der omhandler barrierer langs opløbsstrækningerne.

Hver enkelt cykelløb skal også have en sikkerhedsansvarlig. UCI har desuden oprettet en stilling som sikkerhedsmanager internt i organisationen.

/ritzau/