For en gangs skyld er Brian Holm ikke på rytternes side.

Flere af dem har ellers ytret deres utilfredshed, efter den internationale cykelunion, UCI, har valgt at indføre to særlige forbud.

Forbud, der blandt andet betyder, at det fra 1. april vil medføre udelukkelse, hvis en rytter sætter sig på overrøret. Noget, som Chris Froome og mange andre stjerner ofte har benyttet sig af på nedkørsler.

Deceuninck-Quick-Steps sportsdirektør, Brian Holm, kan selv ikke fordrage synet af den specielle teknik. Det er æstetisk grimt, mener han. Men derudover glæder han sig også over forbuddet af sikkerhedsmæssige årsager.

Foto: Nils Meilvang Nils Meilvang
Vis mere

»For det andet har vi ikke set nogen blive slået ihjel af det, men det tror jeg ville ske på et tidspunkt. Jeg har set mange unge ryttere tage sydpå – Mallorca, Toscana og Valencia. Tro mig, når jeg siger, at jeg har set nogle styrt. Det er simpelthen for farligt. På et tidspunkt rammer man et hul eller en sten, og så slår man sig. Virkelig meget,« fortæller han til TV 2 Sport.

Ud over forbuddet mod at sætte sig på overrøret vil det fremover ikke være tilladt at hvile underarmene på styret – kun hvis der er tale om en tidskørsel.

Flere store stjerner har kritiseret de nye forbud. Blandt dem er Michal Kwiatkowski.

Hvis man gør det ulovligt at sidde på overrøret, så bliver det næste sikkert, at vi til næste år ikke længere må hæve hænderne op i luften for at fejre en sejr. Så bliver der også indført fartgrænser og den slags,« har polakken fortalt til cyclingnews.com.

Rytterne må ikke længere benytte cyklens overrør til at sidde på.
Rytterne må ikke længere benytte cyklens overrør til at sidde på.
Vis mere

Også danske Mathias Norsgaard og Mads Würtz har kritiseret tiltagene. Førstnævnte gik endda så langt som at sige, at han håber, UCI 'trækker deres lort tilbage.'

UCI har forklaret, at reglerne blandt andet er blevet indført, fordi rytterne ifølge forbundet er rollemodeller og derfor ikke skal opildne til kørselsteknikker, der kan være farlige.

Cykelsporten var sidste år ramt af et hav af uheld og styrt, og det er også en af årsagerne til, at UCI nu vælger at stramme grebet.

Det var i sidste uge, at UCI præsenterede en række sikkerhedstiltag, som også omfatter løbsarrangørerne.

Blandt andet bliver løbsarrangørerne fra 2022 pålagt en række standarder, der omhandler barrierer langs opløbsstrækningerne.

Hvert enkelt cykelløb skal også have en sikkerhedsansvarlig, ligesom UCI desuden har oprettet en stilling som sikkerhedsmanager internt i organisationen.