FC Midtjyllands cheftræner Brian Priske ryster på hovedet.

Han er nemlig alt andet end tilfreds med, at aftenens pokalkvartfinale mod OB skal spilles. Det fortæller han til DR Sporten kort inden opgøret bliver sat i gang.

Kampens dommer, Sandi Putros, har forinden vurderet banen i Odense og vendt tommelfingeren opad. Men den beslutning er midtjyderne ikke ligefrem enige med.

»Pokalen betyder meget for os. Og normalt så går vi også efter sejren – det gør vi selvfølgelig også i dag, men jeg er også nødt til at sige, at i dag krydser jeg fingre for, at vi får 11 mand med ind igen. Den bane er håbløs, og det er tæt på at være en skandale. Men vi spiller. Det er det, vi har fået besked på,« sagde Brian Priske fra sidelinjen, mens han så ud på bane, hvor kridtstregerne er gjort røde, og bolden er gul.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Det er håbløse betingelser, og det er sgu langt fra at være i orden,« fortsatte Priske.

Værternes cheftræner, Jakob Michelsen, var også godt klar over, at der ventede hans spillere en speciel kamp.

Men banen var ikke meget bedre, da OB i midtugen tabte 1-0 til Lyngby i Superligaen, sagde Michelsen.

»Ja, den er cirka lige så god, som den var sidst mod Lyngby, så det bliver en gang roulette igen.«

Kvartfinalen mellem OB og FC Midtjylland er det første af to opgør og blev fløjtet i gang klokken 18.00.

Foto: Claus Fisker
Vis mere