Efter mere end et års ventetid vil den amerikanske transportmyndighed – The National Transportation Safety Board – afsløre, hvorfor basketstjernen Kobe Bryant, hans datter Gianna og syv andre døde i et helikopterstyrt.
Ifølge mediet TMZ vil myndigheden livestreame et møde tirsdag den. 9. februar til offentligheden, hvor man vil dele de oplysninger, man er fundet frem til.
Ulykken skete 26. januar i 2020, og løbende har The National Transportation Safety Board (NTSB) drysset mulige teorier ud på, hvorfor det gik så galt.
Umiddelbart tyder intet på, at det var på grund af motorproblemer, at piloten Ara Zobayan styrtede ned med helikopteren.

Myndighederne har tidligere fortalt, at man mener, at Zobayan muligvis var blevet desorienteret af den kraftige tåge, der lå over storbyen Los Angeles den skæbnesvangre dag.
Om det er den konklusion, man er nået frem til, vil stå klart på tirsdag.
Udover Kobe Bryant, hans 13-årige datter Gianna og piloten Zobayan døde også Alyssa Altobelli, Keri Altobelli, John Altobelli, Christina Mauser, Payton Chester og Sarah Chester, da helikopteren styrtede ned.
Selskabet var på vej til en basketkamp for Giannas hold, der spillede hos NBA-legendens sportsakademi, Mamba Sports Academy, i Thousand Oaks. Med hende var både holdkammerater og deres forældre.
Piloten Ara Zobayan var hverken påvirket af alkohol eller stoffer, viste undersøgelser efter styrtet i Calabasas nær Los Angeles.
Kobe Bryant døde 41 år gammel efter en glorværdig 20 år lang karriere hos Los Angeles Lakers, som han vandt fem NBA-mesterskaber med.