Kan man drive et cykelhold, samtidig med at man selv har gang i en professionel cykelkarriere?

Det korte svar er nej. Men derfor kan man gøre være en del af det alligevel.

Lige præcis det er, hvad Mads Pedersen har gjort.

»For at gøre det kort: Jeg ejer 25 procent af cykelholdet, fordi jeg har leveret cyklerne til dem. Det er det. Ellers har jeg ikke noget med det at gøre, fordi jeg har en karriere, jeg selv skal tænke på,« forklarer den tidligere verdensmester på sin vanlige og meget direkte facon.

Tre af de fire ejere – fra venstre: Brøndby-ejer Jan Bech Andersen, politiker og sportsdirektør Brian Holm og team-manager Henrik Egholm.
Tre af de fire ejere – fra venstre: Brøndby-ejer Jan Bech Andersen, politiker og sportsdirektør Brian Holm og team-manager Henrik Egholm.
Vis mere

Den 25-årige Trek-rytter har skaffet cykler til et helt hold – Restaurant Suri Carl Ras – som han i øvrigt ikke selv kører på. Til gengæld er han en del af holdets stjernespækkede ejerkreds.

I november blev det offentliggjort, at Brøndby-rigmanden Jan Bech Andersen, Quick-Step-sportsdirektøren Birian Holm og Mads Pedersen skulle stå ved roret af det nye mandskab sammen med team manager Henrik Egholm.

Men efter eget udsagn skal den danske cykelstjerne have »så lidt som muligt« at gøre med holdet, selvom han sætter pris på at kunne hjælpe.

»De stod og manglede cykler. Der var en mulighed for, at de kunne få vores brugte teamcykler. Dem har jeg så købt og stillet til rådighed for cykelholdet,« fortæller Mads Pedersen.

Aftalen er sådan, at sidste års vinder af Gent-Wevelgem har lånt cyklerne ud til det danske cykelhold i et helt år.

»Jeg har jo selv været alt det her igennem. Når man er 18-20 år, er der ikke noget federe end at få en cykel, der bare står fuldstændig snorlige. Hvem fanden ville så ikke give sin højre arm for at køre på en cykel, som Nibali har kørt på?« spørger han retorisk.

Restaurant Suri Carl Ras er baseret i Holbæk – den samme by som Mads Pedersen.

Og så har den danske klassikerspecialist et særligt forhold til team manager Henrik Egholm. Han er bedste ven og holdkammerat med sønnen Jakob Egholm.

Mads Pedersen var hurtigst til Gent-Wevelgem i fjor.
Mads Pedersen var hurtigst til Gent-Wevelgem i fjor. Foto: DAVID STOCKMAN
Vis mere

»Det giver god mening for mig, fordi det er Jakobs far, der er en del af det, og jeg har meget med Jakobs familie at gøre også. Holdet blev allerede startet sidste år, og så opstod muligheden for at hjælpe. Og så er cyklerne stadig mine. Drengene får dem sat til rådighed, og så kan jeg altid sælge cyklerne igen ude i cykelbutikken (familien har en cykelbutik i Tølløse, red.). Det her er win-win

Restaurant Suri Carl Ras' rolle bliver at udklække og sikre de nye talenter, og det træder ind på kontinentalniveau – cyklingens tredjebedste række – og kommer blandt andre til at tælle Mathias Larsen, Rasmus Lund Pedersen og Christian Lindquist.

De største mål for teamet bliver i 2021 PostNord Danmark Rundt og mindre etapeløb i Frankrig og Belgien.

I forbindelse med nyheden om, at han blev en del af ejerkredsen, sagde Brian Holm til B.T.

»Det er vigtigt for mig, at det er et udviklingshold. Jeg elsker at arbejde med at udvikle rytterne og se dem udfolde deres potentiale. Det er sjovt, og jeg elsker også at arbejde med gode mennesker, og det er der i dette projekt.«

For Mads Pedersen bliver sæsonens store mål Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Inden da skal han køre løb som Paris-Nice og Milano-Sanremo.