Det skulle have været en storslået hyldest, men har i stedet fået folk til at rase.

Første etape af storløbet Polen Rundt 2020 vil for altid blive husket for et af cykelhistoriens mest grusomme styrt.

En af sportens største stjerner – hollandske Fabio Jakobsen – var tæt på at miste livet på asfalten efter en alt for farlig afslutning på etapen.

Alligevel bliver Polen Rundt nu hyldet som årets sportsevent i det folkerige land, og det får cykelfans og -eksperter til at se rødt.

Det voldsomme styrt skete på 1. etape af Polen Rundt i begyndelsen af august.
Det voldsomme styrt skete på 1. etape af Polen Rundt i begyndelsen af august. Foto: SZYMON GRUCHALSKI
Vis mere

'Fabio Jakobsen var tæt på at miste livet på grund af dårlig organisering og barriere-sikkerhed. Hvordan kan de nogensinde vinde en pris?' skriver en cykelfan direkte til løbets profil på Twitter.

'Det her må være en vittighed,' bemærker en anden.

Den polske fejring af cykelløbet skete ved et awardshow i weekenden afholdt af avisen Przegląd Sportowy og tv-stationen Polsat – et event lig den danske sportsgalla, som DR arrangerer.

Her blev cykelløbet hyldet for at 'gøre det umulige' at afholde det første etapeløb efter coronavirussens udbrud. Men roserne er blevet til raseri på Twitter.

Dylan Groenewegen (tv.) og Fabio Jakobsen.
Dylan Groenewegen (tv.) og Fabio Jakobsen. Foto: PHILIPPE LOPEZ, LUC CLAESSEN
Vis mere

'Tillykke med at vinde én-var-tæt-på-at-dø-men-overlevede-prisen. Det får mig virkelig til at tænke på, hvor dårlige de andre sportsevents i Polen var,' lyder den vrede kommentar fra journalisten Robyn Davidson, som tilføjer:

'Er det her en syg joke, eller skal vi bare ignorere det faktum, at én var tæt på at dø på den her high-speed downhill afslutning, som flere ryttere havde advaret imod?'

På de afsluttende meter af 1. etape af Polen Rundt blev Fabio Jakobsen presset så langt ud mod barrieren af sin landsmand Dylan Groenewegen, at han hamrede ind i den med hovedet først.

Længe svævede han mellem liv og død, og det grusomme styrt efterlod sprinteren med et nærmest uigenkendeligt ansigt, som efterfølgende er blevet rekonstrueret.

Styrtet skete på 1. etape af Polen Rundt.
Styrtet skete på 1. etape af Polen Rundt. Foto: ANDRZEJ GRYGIEL
Vis mere

Landsmanden Dylan Groenewegen fik en historisk hård straf på ni måneders udelukkelse efter sin ureglementerede kørsel i spurten, men også selve løbet måtte stå model til masser af kritik.

Spurten skete på en nedadgående vej i Katowice, og allerede inden etapen havde holdpersonale og eksperter anfægtet, at den høje hastighed på etapens afslutning var et stort faremoment.

Samtidig resulterede de svage barrierer på opløbsstrækningen i, at den voldsomme ulykke udartede sig meget værre, end hvis afspærringen havde været sikret bedre, som man for eksempel kender det fra Tour de France.

Efter det grimme styrt – og andre farlige episoder i 2020-sæsonen – har UCI, det internationale cykelforbund, udarbejdet en protokol, der skal forbedre rytternes sikkerhed i løbene.

Det vil også gælde i Polen Rundt 2021, som igen lægger vejen forbi Katowice. Arrangøren har dog tidligere forklaret, at man vil undgå at bruge den udskældte vej som opløbsstrækning.