På få dage blev Mitchell Pearces liv vendt på hovedet.

En sexskandale fik alvorlige sportslige konsekvenser, men rugbyspilleren måtte også aflyse et planlagt bryllup i sidste øjeblik.

Det skriver news.com.au.

Pearce, der spiller for rugbyholdet Newcastle Knights i Australien, endte midt i et stormvejr på grund af en sexting-korrespondance – altså en række upassende, seksuelle beskeder, som han angiveligt har sendt til en ung kvindelig ansat i klubben.

Efter en af holdets kampe dukkede Pearce så op foran pressen og læste en meddelelse op. Uden at journalisterne fik mulighed for at stille spørgsmål.

»Det har været nogle traumatiske uger for mit privatliv og dem, jeg elsker.«

Rigtigt nok endte skandalen med – på ganske dramatisk vis – at aflyse Mitchell Pearces bryllup med kæresten Kristin Scott, hvor 150 mennesker bestående af både venner og familie var inviteret.

Da sagen begyndte at sive ud til pressen, forklarede spilleren sig først med, at brylluppet var aflyst grundet et nyt udbrud af coronatilfælde.

»Desværre har mine gerninger påvirket holdet og endnu vigtigere dem, jeg har tættest på mig, Kristin og min familie.«

Sagen har også fået spilleren til at opgive anførertjansen på holdet, som ellers var hans.

Den 31-årige spiller har været hos Newcastle Knights siden 2018.