»Det var tæt på.«

Sådan lyder det fra den hollandske cykelstjerne Fabio Jakobsen, der i august svævede mellem liv og død.

På de afsluttende meter af 1. etape af Polen Rundt blev hollænderen presset så langt ud af sin landsmand Dylan Groenewegen, at han hamrede ind i barrieren med hovedet først. Med det samme holdt hele cykelverdenen vejret.

Nu taler Fabio Jakobsen så for første gang ud om den skrækkelige ulykke, der nær havde kostet ham livet. Det sker i et interview med hollandske AD.

Fabio Jakobsen bliver her tilset af læger efter den voldsomme ulykke.
Fabio Jakobsen bliver her tilset af læger efter den voldsomme ulykke. Foto: ANDRZEJ GRYGIEL
Vis mere

»Der var blod overalt. Tilskuerne gjorde ingenting – de var for chokerede over synet af mig. Florian (Sénéchal, holdkammerat, red.) lagde mærke til, at jeg var ved at blive kvalt i mit eget blod,« fortæller han.

»Jeg kunne ikke bevæge mig, og han så panikken i mine øjne. Hurtigt løftede han mit hoved, så blodet kunne strømme ud af halsen og munden. Derefter blev jeg rolig.«

Men derefter stopper minderne også.

I timerne efter ulykken var det usikkert, om den 24-årige Deceuninck-Quick-Step-rytter ville overleve. Men han kom sig, og efterfølgende kunne han fortælle, hvordan hans ansigt var blevet totalsmadret:

Det voldsomme styrt skete på 1. etape af Polen Rundt i begyndelsen af august.
Det voldsomme styrt skete på 1. etape af Polen Rundt i begyndelsen af august. Foto: SZYMON GRUCHALSKI
Vis mere

130 sting, en smadret kæbe, en ødelagt gane, lammede stemmebånd, en slem hjernerystelse og kun én tand tilbage.

Sidenhen arbejdede lægerne med at genskabe hans mund. Her skulle knogler blandt andet flyttes fra hans hofteskål til ansigtet, ligesom han skulle have indsat tandimplantater.

Styrtet betød også en historisk hård straf til Dylan Groenewegen, der forårsagede ulykken i spurten, og i interviewet fortæller Jakobsen også, hvordan han efterfølgende modtog en besked fra landsmanden, som han besvarede.

Groenewegen har endda også spurgt, om de to skulle mødes, men for nu vælger Fabio Jakobsen at afvente og se, hvordan helingsprocessen går.

Dylan Groenewegen (t.v.) og Fabio Jakobsen.
Dylan Groenewegen (t.v.) og Fabio Jakobsen. Foto: PHILIPPE LOPEZ, LUC CLAESSEN
Vis mere

»Jo bedre jeg føler mig, jo bedre er det for ham. Han ønskede ikke det her. Han får meget lort fra anonyme folk bag tastaturet. Det er latterligt. Jeg håber virkelig, at han snart kan gøre det, han er god til, som er at spurte, og at vi så kan lægge alt det her bag os,« forklarer Jakobsen.

Herefter bliver han spurgt til, om han klandrer Groenewegen.

»Ja, på en måde. Jeg er ikke storsindet nok til at sige, at det ikke var hans skyld. Men mest af alt er jeg ked af det. Ked af det på mine egne, hans og vores holds vegne.«

Fabio Jakobsen skal til januar igen opereres, men er i klar bedring og har endda også været på cyklen for så småt at starte genoptræningen igen.

Alt imens er Dylan Groenewegen forvist til en plads i sofaen. Hans karantæne betyder, at han er udelukket fra professionel cykling indtil 7. maj næste år.