Lilian Thuram var rystet og kunne knap tro det, han så på tv.
»Det, der skete i medierne, er totalt forståeligt. Jeg så det selv og var i chok,« siger fodboldlegenden ifølge Marca.
Tiden skal skrues tilbage til weekenden, hvor Borussia Mönchengladbach mødte Hoffenheim. En kamp, der endte dramatisk, da Stefan Posch og Marcus Thuram kom op at skændes med et lille kvarter igen.
Men det blev ikke kun ved ordudvekslingen, for Marcus Thuram valgte at spytte sin modstander i ansigtet.

Det gav dels et rødt kort, en bøde på, hvad der svarer til 1,1 million kroner, dels massiv opmærksomhed i medierne.
Alt imens sad Lilian Thuram derhjemme og kunne knap kende sin søn, fortæller han.
»Jeg var nærmest i tvivl, om han virkelig var min søn,« siger Lilian Thuram, der fortæller, at sønnen efter episoden ringede til ham og sagde, det ikke var med vilje. Inden da havde han dog ringet og givet samme besked til sin bror, og her lød forklaringen, at det skete, fordi han råbte og var rasende.
»Jeg tror, han sagde undskyld til sin bror først, fordi han kender sin far,« siger Lilian Thuram, der i sin karriere vandt VM med Frankrig.

Efter episoden blev kampen genoptaget, hvorefter Hoffenheim kort før slutfløjt formåede at sende sejrsmålet i kassen til slutresultatet 1-2.
Klubbens sportsdirektør, Max Eberl, har siden undskyldt for episoden, og det var også i den forbindelse, han fortalte, at bøden lød på en måneds løn. Beløbet går til et velgørende formål.
»Vi har kendt Marcus i næsten to år nu, vi kender hans miljø og forældre, og intet af det passer med, hvad der skete den anden dag.«
»Marcus er knust, og han har forsikret mig for, at han ikke spyttede på Stefan Posch med vilje. Han fortalte, at Stefan Posch midt i en diskussion bandede på fransk adskillige gange, hvorfor han ufrivilligt spyttede på grund af de mange ord, og fordi han var oppe at køre.«