Farvel til Bjarne Riis og goddag til en dansk cykellegende og en verdensmester.

Få uger efter Jan Bech Andersen officielt tog afsked med Team NTT, Bjarne Riis og Lars Seier, kaster Brøndby-rigmanden nu sin kærlighed på et fremadstormende dansk cykelprojekt.

Det er en yderst hårdtslående og interessant kvartet, der står bag det nye mandskab.

Ejerne bliver – foruden Brøndby-rigmanden – Quick-Step-sportsdirektøren Brian Holm, Trek-rytteren Mads Pedersen, der vandt VM i 2019, og team-manager Henrik Egholm.

Tre af de fire ejere – fra venstre: Brøndby-ejer Jan Bech Andersen, politiker og sportsdirektør Brian Holm og team-manager Henrik Egholm.
Tre af de fire ejere – fra venstre: Brøndby-ejer Jan Bech Andersen, politiker og sportsdirektør Brian Holm og team-manager Henrik Egholm.
Vis mere

Holdet får navnet Restaurant Suri Carl Ras og skal udklække morgendagens danske cykelstjerner.

»Det er vigtigt for mig, at det er et udviklingshold. Jeg elsker at arbejde med at udvikle rytterne og se dem udfolde deres potentiale. Det er sjovt, og jeg elsker også at arbejde med gode mennesker, og det er der i dette projekt,« siger Brian Holm til B.T.

Holdet træder ind på kontinentalniveau – cyklingens tredjebedste række – og kommer blandt andre til at tælle Mathias Larsen, Rasmus Lund Pedersen og Christian Lindquist.

Den danske verdensstjerne Mads Pedersen, der ligesom mandskabet er baseret i Holbæk, ser frem til at sætte sit aftryk på holdet:

Trek-Segafredos danske verdensstjerne Mads Pedersen.
Trek-Segafredos danske verdensstjerne Mads Pedersen. Foto: Stephanie Lecocq
Vis mere

»Jeg elsker at kunne hjælpe næste generation, og det er så fedt, at vi nu får dem ud på de europæiske landeveje. Drengene skal ud og have noget røvtur, og så samler vi dem op bagefter. Og som tiden går får vi rigtige proffer ud af dem.«

I de seneste år er danske ryttere blevet et must for de fleste cykelhold på internationalt topniveau. Aldrig har Danmark været bedre repræsenteret. Værre ser det ud på den nationale scene.

De danske teams har været ramt af coronakrisen, og der er i øjeblikket kun to danske kontinentalhold – et historisk lavpunkt.

Restaurant Suri Carl Ras’ rolle bliver at udklække og sikre de nye talenter, forklarer team-manager Henrik Egholm, der glæder sig over det stærke netværk, der står bag holdet:

Sideløbende med sit sportsdirektørjob hos Deceuninck–Quick-Step bliver Brian Holm medejer af det danske talentteam.
Sideløbende med sit sportsdirektørjob hos Deceuninck–Quick-Step bliver Brian Holm medejer af det danske talentteam. Foto: Nils Meilvang Nils Meilvang
Vis mere

»Brian Holm bidrager med en enorm viden om det at være professionel cykelrytter, ligesom han også har et enormt netværk til at få ryttere videre i systemet, hvis de har talentet,« siger han og fortsætter:

»Mads Pedersen er lidt samme boldgade. Han lever i det hver dag, og så gør hans navn også noget ved det hele. Trods sin unge alder er han – ligesom Brian – vild med at give noget videre til næste generation.«

Henrik Egholm kommer til at stå for den daglige ledelse af mandskabet, mens Brian Holm og Mads Pedersen lejlighedsvis vil bidrage til holdets styring.

De største mål for teamet bliver i 2021 PostNord Danmark Rundt og mindre etapeløb i Frankrig og Belgien.