For få uger siden jublede Helena Elver over at være udtaget til EM. Men torsdag formiddag har hun fået en nedslående besked.

Den 22-årige Odense-bagspiller har nemlig pådraget sig en korsbåndsskade, der betyder, at hun ikke kan spille slutrunden, der starter i næste uge.

'Under opvarmningen til testkampen mod Norge onsdag aften pådrog Helena Elver sig en knæskade. Scanningen torsdag morgen viser desværre, at der er tale om en korsbåndskade. Vi ønsker Helena rigtig god bedring,' skriver DHF på Twitter.

Helena Elver, der har haft en fremrangende sæson, skulle ellers have spillet onsdagens testkamp mod Norge, men hun trådte forkert under opvarmningen.

Det betød, at hun måtte udgå, og billeder viste efterfølgende, hvordan hun grædende så kampen fra sidelinjen efter at være blevet tilset af lægerne i omklædningsrummet.

Tidligere torsdag valgte landstræner Jesper Jensen så at indkalde Viborg HK’s Laura Damgaard til landsholdstruppen.

»Laura skal selvfølgelig testes af flere omgange for Covid-19, hvorefter hun forhåbentligt hurtigst muligt kan blive indlemmet i truppen. Vi ved endnu ikke, hvor mange dage Laura er med hos os, men vi glæder os til at få gavn af hendes kvaliteter i vores kommende træninger,« fortalte Jesper Jensen.

EM i håndbold bliver afviklet fra 3. til 20. december i Herning og Kolding, og i midten af november fortalte Helena Elver om øjeblikket, hvor hun fik beskeden om, at hun skulle med. En besked, hun fik på mail.

»Det var mega stort og helt vildt fedt. Jeg var ret overrasket, vil jeg nok sige. Jeg er bare mega stolt og glad for, at jeg får lov at opleve det. Der er bare så mange dygtige om buddet, så jeg havde nok ikke forventet at få lov at komme med,« fortalte hun i den forbindelse til B.T.