»Lige da den tikkede ind, tænkte jeg 'okay, har de sendt til den rigtige'.«

22-årige Helena Elver har stadig en smule svært ved at forstå de ord, der tonede frem på skærmen, da hun åbnede en mail tidligere på ugen.

Hun stod der, alene hjemme, og øjnene kørte ned over ordene flere gange. Den var god nok. Sort på hvidt stod der, at hun er en af de 16 spillere, der skal med til EM i håndbold.

»Det var mega stort og helt vildt fedt. Jeg var ret overrasket, vil jeg nok sige. Jeg er bare mega stolt og glad for, at jeg får lov at opleve det. Der er bare så mange dygtige om buddet, så jeg havde nok ikke forventet at få lov at komme med,« fortæller Odense Håndbold-spilleren til B.T.

Sidste år blev hun sorteret fra truppen i sidste øjeblik, men dengang følte hun heller ikke, hun var så tæt på udtagelsen, som tilfældet egentlig var.

Hun har aldrig store forventninger, for så kan man kun blive positivt overrasket.

Præcis som det var tilfældet tidligere på ugen, og allerede dagen inden hun fik beskeden, begyndte håbet så småt at spire.

»De havde ringet rundt til nogen, der ikke skulle med dagen inden – nogle af dem, der var tæt på. Da jeg hørte, der var ringet rundt, og jeg ikke havde fået opkaldet, kunne jeg godt mærke, jeg virkelig blev glad, og havde en fornemmelse af, at det nok blev aktuelt, jeg skulle med,« fortæller Helena Elver, der dagen efter fik det bekræftet.

Helena Elver var tæt på sit comeback, da uheldet ramte igen.
Helena Elver var tæt på sit comeback, da uheldet ramte igen. Foto: Instagram
Vis mere

»Jeg blev bare så glad. Det var virkelig bare en vild følelse. Jeg tror bare, jeg virkelig blev overrasket og måske heller ikke helt forstår, hvad det betyder. Det var vildt fantastisk at få det på plads. Jeg skulle lige læse det et par gange,« jubler Helena Elver.

Hun fik hurtigt ringet til sin familie, og så var der fest i telefonen. Hun beskriver dem som en kæmpe støtte, der nærmest jubler lige så meget som hende.

En jubel, hun kommer til at undvære til slutrunden. I hvert fald fysisk. For coronarestriktionerne betyder, at spillerne skal være afskåret fra alt og alle – undtagen hinanden. De bliver isoleret på en etage på hotellet og må derudover kun være i håndboldhallen.

»Jeg tror, det bliver ekstremt hårdt. Det bliver udfordrende for alle – også dem, der har været med ved slutrunderne før. Det bliver nok noget helt andet. Vi må få det bedste ud af det, og det er samme vilkår for alle. Ingen får fordele af det. Det bliver virkelig hårdt, men jeg tror også, det er meget fint at komme ind i en landsholdsboble og kun have fokus på banen og os selv som gruppe,« fortæller Helena Elver.

Helena Elver (i midten) i aktion mod Stina Bredal Oftedal og Veronica Kristiansen fra Györ i Champions League. 
Helena Elver (i midten) i aktion mod Stina Bredal Oftedal og Veronica Kristiansen fra Györ i Champions League.  Foto: Csaba Krizsan
Vis mere

Hun lægger dog ikke skjul på, at det bliver svært at undvære familien. Hun er et stort familiemenneske, og selv om der godt kan gå uger imellem, at hun ser familien, der bor i København, bliver det svært at undvære dem under et mesterskab med op- og nedture.

Der bliver ikke nogen knus, hverken når det går godt eller skidt, og selv om hun er vant til at være adskilt fra familien i hverdagen, er der også bare forskel nu, fordi besøg decideret ikke er en mulighed.

»Det er mærkeligt. Jeg tror, mange af os kan blive pressede på, at man slet ikke får den tryghedsfølelse på samme måde med bare lige fem eller ti minutter med familien ind imellem. Det bliver svært, men jeg synes også, det er den helt rigtige beslutning, at vi er afskåret og sørger for, at ingen af os får corona, så vi kan gå gennem det her mesterskab på en god måde,« siger Helena Elver, der i stedet kommer til at bruge Facetime flittigt.

Og helt alene er hun ikke. For resten er holdet er der også, og deriblandt er der flere af holdveninderne med fra Odense Håndbold.

For både Mie Højlund, Althea Reinhardt og Rikke Iversen er en del af truppen, og dermed er der nogle ansigter, Helena Elver i den grad kender godt 'hjemmefra'.

Noget, der også kan blive godt, hvis tingene i boblen begynder at blive hårde.

»Det tror jeg bliver helt vildt rart. Det er virkelig dejligt, jeg har nogen, jeg føler mig lidt 'sikre' på, som jeg også kender fra klubben spillemæssigt. Det tror jeg bliver rigtig rart – at det ikke er alt, der er nyt, men at man måske har momenter, hvor det føles super naturligt at være af sted, fordi det kan minde lidt om hverdag. Det er super fantastisk at få lov til at dele oplevelsen med de piger, som bare er super skønne og søde. Det bliver godt,« siger Helena Elver.

EM i håndbold starter 3. december. Dagen efter spiller Danmark første gruppekamp mod Slovenien, og herefter går det løs mod Montenegro og Frankrig.