Hold nu op, hvor er det vanvittigt ... Kong-Corten slår til igen!
Magnus Cort (EF Ecucation-Nippo) vandt sin anden etape i årets Vuelta a España, da han var hurtigst i en massespurt.
Det var 12. etape af løbet, som blev kørt mellem Jaén og Cordoba.
Cort var hurtigst af feltets ryttere efter 175 kilometers kørsel i bagende sol, da han henviste Andrea Bagioli (Deceuninck-Quick-Step) til andenpladsen. Det var kun centimeter, der adskilte første- og andenpladsen.

»Det er fantastisk,« siger Magnus Cort til TV 2 Sport efter etapen.
Magnus Cort triumferede i forvejen på løbets sjette etape, inden han var meget tæt på at gøre kunsten efter onsdag, da han blev hentet af favoritterne med få hundrede meter til målstregen.
»Det er ikke bare en god Vuelta, men nu er det også ved at være en god sæson. Det er kæmpestort,« siger Cort.
Torsdagens etape var dog i fare for ikke at blive en spurtduel, da en stærk kvartet var stukket af på etapens sidste stigning, men under to kilometer før mål kom der samling på det hele, og derfra var bornholmeren næsten urørlig.
Undervejs nåede en lang række håbefulde ryttere at være en del af små udbrud, men hver gang blev de hentet af feltet uden store anstrengelser.
Derfor var alle favoritter stort set samlet før etapens sidste stigning, Alto del 14%, der som navnet antyder er stejl. Undervejs måtte flere af feltets tungeste ryttere opgive at følge med.
I front etablerede fire ryttere, Sebastián Henao, Romain Bardet, Jay Vine og Giulio Ciccone, et lille hul og var først over stigningens top.
På det tidspunkt var der cirka 19 kilometer til mål, hvoraf omtrent halvdelen var en nedkørsel.

Med syv ret flade kilometer tilbage var afstanden stadig over 30 sekunder op til den førende kvartet, og forrest i feltet trampede BikeExchange-holdet på livet løs for at få lukket hullet.
Det lykkedes med lige under to kilometer tilbage af etapen, men det var altså ikke til glæde for BikeExchange med Michael Matthews, for det endte med at være EF-holdet og Magnus Cort, som triumferede i spurten. Danskeren står nu noteret for 20 professionelle sejre i karrieren.
Den 28-årige dansker har haft et kanon år med sejre i blandt andet Paris-Nice, og det er nærmest svært af få armene ned over bornholmeren, der er en af verdens stærkeste cykelryttere netop nu.
Han viser sig også som en vaskeægte Vuelta-specialist, hvor han nu har vundet fem etapesejre siden 2016.
Med sejren tangerer Magnus Cort Bjarne Riis' rekord for fleste sejre i såkaldte grand tour-løb.
Nu har begge ryttere vundet seks etaper hver.
/ritzau/


